Veteraner og præsidenter hylder de 160.000 helte fra D-dag

Hollande takker USA for indsatsen under verdens største landgangsoperation og ærer de sovjetiske soldater.

Ledere fra hele verden og veteraner hyldede fredag eftermiddag de soldater, som den 6. juni 1944 væltede ind over strandene i Normandiet og angreb det nazityske regime.

Soldater i paradeuniformer og faldskærmssoldater, der sejlede ned fra himlen, var med til at mindes verdens største landgangsoperation. 160.000 britiske, amerikanske og canadiske soldater deltog.

Det var de soldater, der var med til at fremskynde det endelige sammenbrud for nazismen i Europa.

- Frankrig vil aldrig glemme, hvad det skylder disse soldater. Frankrig vil aldrig glemme, hvad det skylder USA. Frankrig vil aldrig glemme den solidaritet, der er mellem vore to lande, sagde François Hollande, da han tidligere på dagen deltog i en ceremoni på en kirkegård i landsbyen Colville-de-Mer sammen med USA's præsident, Barack Obama.

Senere, da han talte til en stor forsamling af verdens ledere på stranden i Ouistreham, benyttede han også lejligheden til at hylde de sovjetiske soldaters rolle i krigen. De gav et "afgørende bidrag" til, at de allierede lande sejrede.

En større gruppe soldaterveteraner med medaljer på brystet og soldaterhuer på sned deltog i højtideligheden, og for de fleste af dem gælder, at det formentlig er sidste gang, de kan deltage i hyldesten til de mange, der deltog i 1944. De fleste af dem er i dag i slutningen af 80'erne og i 90'erne.

Blandt de ledere, der var mødt op, var Ruslands præsident, Vladimir Putin, som er kommet i kritisk lys på grund af Ruslands rolle i den blodige ukrainske konflikt.

Det førte til en række bilaterale møder. Russiske medier skriver, at han blev enig med Ukraines nye præsident, Petro Porosjenko, om at opfordre til en fredelig løsning på konflikten.

Men et møde med den tyske kansler, Angela Merkel, skete ifølge tysk presse, i en kølig atmosfære.

Det Hvide Hus fortæller, at Obama under et kort møde med Putin havde forklaret, at spændingerne mellem de vestlige lande og Rusland kan reduceres, hvis Putin samarbejder oprigtigt med Ukraines regering.

USA og EU truede torsdag med at skærpe de økonomiske sanktioner over for Rusland.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.