Veteranpolitik til eftersyn

KØBENHAVN:281 soldater har forsøgt at begå selvmord, efter at de er kommet hjem fra krig. Det viser en opgørelse fra Hærens Konstabel- og Korporalforenings (HKKF) projekt Livline - et projekt, der støtter hjemvendte soldater. Det tal overrasker formanden for HKKF, Flemming Vinther. - Tallet er ekstremt højt, og det er dybt bekymrende. Vi har desværre oplevet, at det er en gruppe, der er blevet større og større gennem årene, siger han. HKKF har 303 aktive sager - det vil sige personsager, hvor foreningen aktivt hjælper det enkelte medlem. 281 har forsøgt selvmord, og 177 af de 281 har forsøgt mere end én gang. Sagen omfatter krigsveteraner fra Balkan (Bosnien, Kosovo), Irak og senest Afghanistan. Udenrigsminister Gitte Lillelund Bech (V) kalder i lighed med Flemming Vinther tallet bekymrende. Hun vil indføre en ny veteranpolitik, der skal nedbringe antallet af selvmordstruede hjemvendte soldater. - Noget af det, som vi kan tage fat på nu, er at formulere en veteranpolitik, hvor vi både skal kigge på de veteraner, der ikke fejler noget og dem, som desværre ikke har det så godt. Fremadrettet skal det være klart og præcist, hvordan vi hjælper, siger Gitte Lillelund Bech. Ministerens udtalelse er kærkommen for Flemming Vinther, der mener, at tallene skriger på, at der snart bliver taget aktivt hånd om problemet. - Den her gruppe har gået med deres lidelser i meget lang tid, og det er derfor, at det er kommet så vidt som selvmord. Det kræver en massiv indsats, siger Flemming Vinther. Henrik Steen Andersen er den eneste militærpsykiater i Danmark og har arbejdet med hjemvendte soldater i 10 år. Han vil ikke forholde sig til opgørelsens konkrete tal, men kan ud fra sin hverdag konstatere, at der mangler tværfaglige behandlingstilbud til hjemvendte soldater. - Mange af soldaterne har nogle meget komplicerede sociale problemer, og derfor kunne man forestille sig, at en dygtig og kreativ socialrådgiver kunne være bølgebryder mellem soldaten og det sociale system. Chefpsykolog i forsvaret på Institut for Militærpsykologi, Vibeke Schmidt, er meget overrasket over opgørelsens resultat. Hun forklarer, at det slet ikke er et billede, hun kan genkende fra sin hverdag. Institut for Militærpsykologi sender spørgeskemaer ud til soldater et halvt år efter, de er hjemvendt. De seneste opgørelser viser, at 485 ud af 15446 besvarelser enten lejlighedsvis, ret tit eller meget tit har haft tanker om at tage sit eget liv. Dette svarer kun til 3,1 procent. Selv om antallet er lavere, betyder det dog ikke, at man skal tage problemet mindre alvorligt, mener Vibeke Schmidt. - Man har en manglende viden om, i hvilke situationer disse selvmordstanker opstår. Det er jo ikke nødvendigvis et psykologisk problem. Det kan også være et problem af social karakter - at man er ensom eksempelvis. Det er et svært problem at løse, men man kan selvfølgelig forsøge, siger hun. /ritzau/