Veterans mor forsøgte at råbe politikerne op

Kirsten Kragh kontaktede forsvarsministeriet flere gange for at få hjælp

Tirsdag aften var der blevet lagt blomster og tændt lys ved Kirsten og Jørgen Kraghs hus i Låsby mellem Aarhus og Silkeborg. Foto: Bo Amstrup, Scanpix
13. juli 2016 21:39 - Opdateret 14. juli 2016 07:45

LÅSBY: Den nu afdøde mor til den drabssigtede Lars Kragh kæmpede en årelang kamp for at råbe politikerne op

Ifølge flere kilder, som Jyllands-Posten har talt med, gjorde den afdøde 69-årige Kirsten Kragh alt, hvad hun kunne for at støtte og hjælpe veteraner og pårørende til tidligere soldater - samt sin egen søn, der er krigsveteran og ifølge flere kilder lider af posttraumatisk stress.

Således kontaktede Kirsten Kragh ad flere omgange Forsvarsministeriet. I et brev til ministeriet skrev hun bl.a. i maj sidste år, at Lars Kragh havde pådraget sig psykiske mén som følge af udsendelser til Balkan, og at moderen derfor søgte hjælp.

Grebet ind langt før

Det viser en række dokumenter, som Jyllands-Posten har modtaget fra Forsvarsministeriet onsdag.

- I dit brev skriver du, at jeres hidtidige samarbejde med Veterancentret har været vanskeligt og uden løsninger, lyder det eksempelvis i et svar dateret den 28. maj 2015.

Men selv om Forsvarsministeriet ifølge svaret efterfølgende tog kontakt til Veterancentret, kom den rigtige løsning ifølge Claus Stenberg, talsmand for Veteranalliancen, aldrig.

- Vi mener, at man skal lægge tyngden i veteranindsatsen der, hvor behovet er størst, ligesom i denne her sag, hvor der skulle have været grebet ind for år tilbage, siger Claus Stenberg, der selv lider af PTSD, såkaldt posttraumatisk stress.

Behov for et servicetjek

Igen for et par uger siden kontaktede Kirsten Kragh ifølge en anden veteran og ven af familien, Benjamin Olsen Yeh, Forsvarsministeriet.

- Hun forsøgte at få et møde med dem derinde. Det handlede om, at hun havde brug for hjælp til sin søn, og om at få fokus på de områder, hvor der skulle hjælp til, siger Benjamin Olsen Yeh, der i dag arbejder frivilligt blandt veteraner og pårørende og lider af PTSD.

Hun kontaktede således også ministeriet den 11. januar i år, hvor hun igen skrev om de udfordringer og psykiske mén, som Lars Kragh kæmpede med efter at have været udsendt for Danmark.

Forsvarsminister Peter Christensen: Vi skal altid være parat til at evaluere på, om vi gør det godt nok. Af samme grund er regeringen i gang med et servicetjek af veteranindsatsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...