VFF har kniven for struben

En dårlig start har sendt Vendsyssel FF ud af favoritfeltet til oprykning. Det kan en sejr over AGF i dag ændre på

Jesper Christiansen har udsigt til en travl eftermiddag i Vendsyssel FF-målet. Foto Lars Pauli

Jesper Christiansen har udsigt til en travl eftermiddag i Vendsyssel FF-målet. Foto Lars Pauli

HJØRRING:Blot et enkelt mål i fire kampe.

Sådan er status for Vendsyssel FF (VFF) før søndagens topkamp hjemme mod AGF.

Måltørken har betydet, at vendelboernes håb om oprykning til Superligaen mere og mere ligner utopi.

- Det er efterhånden ret tydeligt, at Viborg og AGF er rækkens stærkeste hold og derfor nok også napper de to oprykningspladser, konkluderer VFF’s sportschef Jacob Krüger.

Han vil dog ikke melde sit eget hold helt ud af oprykningskampen.

- Med en sejr over AGF er vi med i kampen igen. Men vi har kun hentet tre point i de første fire kampe i foråret, så vi må have realistiske forventninger, siger Jacob Krüger.

Inden eftermiddagens opgør har VFF 34 point for 22 kampe på rækkens fjerdeplads.

Viborg fører med 47 point foran Lyngby med 39 point og AGF med 38 point. Århusianerne har dog spillet én kamp færre end konkurrenterne.

- Det klogeste for os er at lægge al den snak om oprykning væk og så bare fokuserer på den næste kamp, siger Jacob Krüger.

Han glæder sig over, at træner Ove Christensen kan råde over en skadesfri trup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.