VHB tabte 3-5 til lokalrivalerne fra Saltum

V. HJERMITSLEV: V.Hjermitslev tabte pinsens hjemmekamp i serie 5 mod Saltum med 3-5 Når VHB spiller kamp er der ved at være tradition for meget målrige kampe, således også i denne rundes kamp mod lokalrivalerne fra Saltum. Som sædvanlig var hjemmeholdet godt med i opgøret, men det unge hold manglede beslutsomhed og vildskab i afgørende situationer. Efter 15 minutters spil kom de bagud 0-1, men 10 minutter senere vendte VHB tilbage i opgøret, da Anders Ditlev udlignede til 1-1. Selvom hjemmeholdet var godt med i resten af halvlegen var det SIF, der scorede tre mål og derfor var foran 1-4 ved pausen. Ifølge træner Peter Nielsen havde SIF et par spillere, der har optrådt på serie 2 holdet og de har selvfølgelig mere speed i benene, sagde en noget desillusioneret træner. I starten af 2. halvleg fik hjemmeholdet reduceret til 2-4 på mål af Anders Ditlev og inden Rasmus Nielsen fik scoret yderligere et mål havde SIF øget scoringen, så stillingen var 3-5. VHB forsøgte at lægge yderligere pres på SIF og da udeholdet fik et gult kort anede de muligheden, men SIF red stormen af og VHB måtte endnu en gang forlade banen som taber. Angriberen Max Pedersen blev kåret som bedste VHB’er. Næste kamp er på hjemmebane søndag mod Vrå/Børglum