EMNER

VHG på jagt efter frontfigur

To år uden formand er ved at sætte sit præg på idrætsforening

V. HASSING: V. Hassing Gymnastikforening har forud for generalforsamlingen 16. februar intensiveret jagten på en ny formand for foreningen. Det sker, efter at foreningen nu i to år har stået uden formand i forlængelse af den tidligere og mangeårige formand Lisbeth Fischers farvel til formandsjobbet i 2003 - to år efter, at selvsamme Lisbeth Fischer havde meldt ud, at hun kun sagde ja til den sidste periode som formand for at give VHG-lejren lidt mere tid til at finde en ny frontfigur. Det lykkedes ikke dengang, og det har heller ikke siden været muligt at finde en person fra egne rækker, der vil overtage de overordnede VHG-tøjler. VHG har derfor i de seneste to år haft en kollektiv ledelse bestående af hovedbestyrelsens hovedkasserer, Peter Gregersen, og sekretær René Rose, der sammen udgør foreningens forretningsudvalg - hvor de får opbakning fra foreningens fem afdelingsformænd. - Problemet med den her ledelsesstruktur er, at vi som forening sygner lidt hen. Foreningen bliver drevet, men der sker ikke noget på det strategiske plan. Der er ingen videreudvikling i gang og ingen nytænkning, siger Peter Gregersen. Erkendelsen af, at VHG trods fem velfungerende afdelinger p.t. står lidt stille i forhold til udviklingen, har nu fået Peter Gregersen & Co. til at annoncere efter en ny formand uden for foreningens egne rækker, og her påpeges det blandt andet, at den ønskede nye frontfigur ikke behøver at have et indgående kendskab til idræt - fordi det ikke så meget er idræt, men snarere de overordnede visioner for VHG, der opereres med i foreningens hovedbestyrelse - Vi skal have én, der er indstillet på at sætte nye ting i gang - én der er villig til at tænke på tværs, siger Peter Gregersen, der samtidig bemærker, at den ønskede formand skal arbejde på at samle hele foreningen som en helhed - frem for som p.t. primært at være en forening, hvor man i en af de fem afdelinger kan dyrke sin udvalgte idrætsgren. Peter Gregersen peger i den forbindelse på, at det er målet, at der for VHG skal udarbejdes en række fælles holdninger til områder som for eksempel pædofili, stof- og alkoholmisbrug samt tobak - altsammen så VHG udadtil fremstår som en fællesforening med klare mål for fremtiden og foreningens udvikling.