EMNER

Vi afreagerer på kassedamen

HK appellerede til kunder om at opføre sig ordentligt.

Frivillige fra HK Ungdom Nordjylland pakkede varer ned for Bilkas kunder. Samtidig tilbød de en folder om, hvordan kunder kan lette kasseassistentens arbejdsdag. Foto: Claus Søndberg

Frivillige fra HK Ungdom Nordjylland pakkede varer ned for Bilkas kunder. Samtidig tilbød de en folder om, hvordan kunder kan lette kasseassistentens arbejdsdag. Foto: Claus Søndberg

Lange køer ved kasseapparatet. Og du er selvfølgelig havnet i den længste og mest langsomme. Du kan næsten høre frostvarerne tø op nede i indkøbsvognen. Hvor irriterende! Mange har prøvet det, og nogen lader frustrationerne gå ud over kassedamen for enden af køen. Om ikke før, så når det viser sig, at prisen på varen er en anden, end den man husker fra tilbudsskiltet inde i butikken. I den travle december måned spidser situationen ofte til, og det fik i dag HK Ungdom Nordjylland til at appellere til kunderne i Bilka. Iført lyseblå t-shirts stod en halv snes fra HK Ungdom ved varehusets kasselinjer og hjalp kunderne med at pakke varer ned. Med i indkøbsposerne røg en folder, der fortalte, hvordan vi kan lette kasseassistentens dag både psykisk og fysisk. - Mange oplever, at de bliver verbalt overfaldet, hvis ikke lige den rigtige vare er der, eller der er lang kø. Kasseassistenten er ikke ansvarlig, men bare forrest i køen til at få skæld ud, beretter ungdomskonsulent ved HK Nordjylland, Camilla Krarup. Personalechef i Bilka, Annette Omøe, genkender billedet. - Det er nemt at lade det gå ud over en kassedame. Er kassedamen af en anden hudfarve, kan de verbale overfald blive endnu værre. I et enkelt tilfælde har Bilkas personalechef oplevet, at ligefrem var nødvendigt at flytte en kassedame til et andet job i Bilka. - Når sådan noget sker, bliver jeg ærgerlig over enkeltes kunders reaktion over for nydanskere, der virkelig gør deres bedste. Det er så uværdigt. Personalechefen er glad for HK Ungdoms julehappening, der opfordrer kunderne til at hjælpe butiksansatte gennem julemåneden med mindre stress. - Mange kunder opdager ikke kassedamen, og det er jo en skam. Det er et stort arbejde de laver. De smiler og kommer gerne med en sjov bemærkning. Bilka har procedurer for, hvordan de ansatte skal gribe konflikter med kunder an. Men fra næste år skal medarbejderne rustes endnu bedre til situationen. Varehuset sender i januar og februar de første 300 medarbejderne på kursus i at nedtrappe konfliktsituationer. I anden omgang skal resten af de cirka 850 ansatte af sted. Er erfaringerne gode, vil Bilkas ansatte i resten af Danmark få samme tilbud. - Vi er meget opmærksomme på problemet og vil gøre alt for at klæde folk godt på, understreger Annette Omøe.