Vi blæser på krisen

Danskerne tror, de har penge nok. Men det er naivt, advarer ekspert

På børsen er der bekymrede miner blandt de professionelle pengefolk. Men hjemme ved køkkenbordet tager de glade amatører tilsyneladende ikke krisen så tungt. Foto: Scanpix

På børsen er der bekymrede miner blandt de professionelle pengefolk. Men hjemme ved køkkenbordet tager de glade amatører tilsyneladende ikke krisen så tungt. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:Danskerne undervurderer, hvor stor betydning finanskrisen kommer til at få på deres privatøkonomi. Det vurderer en række økonomer på baggrund af en frisk måling fra Greens Analyseinstitut. Meningsmålingen viser, at et klart flertal af danskerne er bekymrede for landets økonomi, men 41 pct. af dem afviser, at deres privatøkonomi bliver påvirket af finanskrisen, ifølge dagbladet Børsen, hvor meningsmålingen blev offentliggjort i går. - Men det vil være naivt at tro, at det ikke påvirker danskernes privatøkonomi på bare lidt længere sigt. For der kommer stigende arbejdsløshed, og det kommer til at holde reallønsforbedringer nede. - Oven i det har vi oplevet relativ høj inflation, så det er naivt at tro, at det ikke vil påvirke danskernes privatøkonomi inden for et år eller to, siger lektor Christian Bjørnskov fra Nationaløkonomisk Institut på Handelshøjskolen i Århus. Blot 14 pct. af de adspurgte forventer at blive ramt på privatøkonomien her og nu, mens 19 pct. forventer at blive det inden for et år, og endelig tror 21 pct., at deres privatøkonomi bliver ramt på sigt. Det viser målingen, der er foretaget blandt 937 personer fra den 13. til 15. oktober. Til gengæld er danskerne mere pessimistiske, når det gælder landets økonomi. Sammenlagt mener 68 pct., at det er sandsynligt, at væksten bliver negativ næste år. Og det er langt flere end de 41 pct., der vurderer, at deres egen privatøkonomi ikke bliver påvirket./ritzau/