EMNER

Vi bliver nødt til at spille med

Bedsteforældre finder vej til børnenes verden

73-årige Svend Erik Jensen snupper jævnligt et spil på computeren. Han ved også, at når noget er hot eller sejt, så betyder det, at det er godt. Sammen med hustruen Ditte Jensen, 71, gør han, hvad han kan for at følge med i sine børnebørns liv, så de får mest muligt ud af at være sammen. - De lærer os at tænke og snakke på en anden måde, lyder det fra Svend Erik Jensen, der meldte sig til et edb kursus for at kunne følge med de unge. Trods et ihærdigt forsøg har han dog måtte erkende, at børnebørnene stadig indtager førstepladserne i samtlige computerspil. - Det er lidt sørgeligt, at det er computerspil og playstation, der fænger, synes Svend Erik Jensen, der ikke kan lade være med at sammenligne hans egen og børnebørnenes barndom. - De kan simpelthen ikke forstå, hvordan vi levede. Vi ønskede os striksokker i gave. De ønsker sig computere, funderer han. Det er dog sjældent, bedsteforældrene bevidst forsøger at lære børnene om gamle dage, men når det sker, at Ditte eller Svend Erik Jensen lukker op for historierne, så kan det godt fænge Rasmus Jensen, 11 år. - I skolen får vi så meget at vide, at det kan være svært at huske. Det er nemmere, når farfar en gang i mellem fortæller lidt, siger han. Sjovt men ikke sejt At bedsteforældrene ved rigtig meget om gamle dage er 13-årige Dennis Jensen helt enig i. Gamle dage og spil - så er farmor og farfar på hjemmebane. Hjemme når børnene aldrig at få fundet de gammeldags spil frem, fordi de bliver grebet af computerspillet inden, men i bedsteforældrenes have flyver pindene til Vikingespillet gennem luften. - Det er sjovt at spille med farmor og farfar, for de har tid, men der er ikke så smart at spille Vikingespil med vennerne. Det er mere sejt at snakke om det nyeste computerspil, forklarer Dennis Jensen. Ditte og Svend Erik Jensen ser det ikke som deres opgave at opdrage børnebørnene, men de vil gerne være med til at præge dem. - Vi prøver at hjælpe dem i gang med livet og lære dem helt grundlæggende ting. For eksempel at man skal være god ved andre mennesker, forklarer Svend Erik Jensen. På den årlige campingferie mødte børnene et år en legekammerat, der er udviklingshæmmet, og den situation benyttede Ditte og Svend Erik Jensen til at få en snak med børnene om, at ikke alle mennesker er ens. Det er først og fremmest medmenneskelighed, som parret forsøger at lære børnene, men for Ditte Jensen er det også vigtigt, at børnene husker at sige tak for mad og i det hele taget husker, hvad god opførsel er. - Selv i dag er det jo vigtigt, at de udvikler sig til høflige og dannede mennesker, understreger hun. I efterårsferien er det ikke kun børnebørnene, der kan få glæde af Ditte og Svend Erik Jensens lyst til at lege. De er nemlig begge medlemmer af Aars Pensionistforening, som på onsdag vil hjælpe de forskellige generationer i gang med de gamle idrætslege på Giver Skole i Aars.