Vi bør samles i AaB

AALBORG:- Aalborgensisk ishockey burde samles helt og aldeles i AaB-regi. Det vil være det bedste for byens ishockeyfremtid. Med den klare udmelding puster medlem af Aalborg Ishockey Klubs sportsudvalg, Thomas Englund helt sikkert liv i kludene blandt ishockeyfolk i Aalborg og omegn. - Ligesom AaB A/S også har ynglinge- og juniorliga-mandskaberne med i deres regi, så ville det også være godt for ungdomsholdene i ishcoeky. Det skal selvfølgelig ikke ske overnight, men drøftes godt og grundigt igennem og findes en god model, siger Thomas Englund. Han mener, at AaB som brand er knyttet så tæt sammen med Aalborg, at sammensmeltningen er det ene rigtige. - Vi ville kunne blive en stor familie og udnytte de langt mere professionelle indgange, de har til tingene i AaB. Det ville også fremme den synergieffekt, der kunne være på bl.a. trænerfronten, siger han. Thomas Englund erkender, at det selvfølgelig handler en del om følelser specielt hos de mange frivillige, der har drevet Aalborg IK. - Når vi ikke fik et kraftcenter under Danmarks Ishockey Union og Team Danmark, så må vi lave modeller, hvor vi kan leve op til dem, og det tror jeg vi gør bedst i AaB-regi, siger Thomas Englund, der dog foreløbig fortsat vil lægge en stor arbejdsindsats i Aalborg IK både som træner og medlem af sportsudvalget. Men med ønsket om at komme i AaB som endemål.Jens