Vi burde alle drømme meget mere

- De voksne er fornuftige og leger alt for lidt, siger Anne Marie Johansen

FREDERIKSHAVN:Hun har intet tv, lejligheden er bittelille og proppet med to dejlige unger og en masse gamle brugte møbler - men der er stjerner i øjnene og på væggene, hvor hendes billeder hænger. - Jeg går ikke ind for den dér åndløse materialisme, der fylder alle rum ud og ikke levner plads til livet. Jeg er ligeglad om møblerne er fra Røde Kors-butikken, hvor jeg er storkunde. Jeg synes, vi skal gøre oprør mod en dagligdag, der svømmer over af materialisme. Sådan et sted kan jeg slet ikke trække vejret, siger Anne Maria Johansen. Hendes billeder bobler af stjerner, flyvende rumskibe, balloner, redningskranse og jubleglade dyr i Noahs Ark - altsammen på stjernefart. - Rumskibet, der er mig selv! Bortset fra at jeg egentlig altid har været en helikopter - men i hvert fald flyvende. Især over storbyerne, hvor jeg ser de små mennesker pile rundt som myrer. Jeg elsker at betragte livet nede på jorden. Oppe fra luften synes de fleste hverdagsproblemer banale, små og overkommelige, og det kunne vi nok lære en masse af, siger Anne Maria Johansen. Det indre himmelrum Hun gider ikke at være mere voksen og fornuftig end absolut nødvendig - og slet ikke i sin kunst. - Med den stressede hverdag, vi har arrangeret for os selv, kan vi alle trænge til et ordentligt åndehul. Vi skal hives op og drømme noget mere. Faktisk drømmer voksne alt for lidt, leger alt for sjældent og er alt, alt for fornuftige. Jeg synes hverdagen skal være fyldt med grin og smil. Og problemerne - de løser sig alligevel på bedste vis, hvis man bare ikke bekymre sig alt for meget om dem. Jeg er optimistisk uden at være naiv, og jeg sørger for at dagen indeholder et godt grin. Forleden havde jeg besøg af en seriøs kunstkreds - der gik ikke ret lang tid, før de skreg af grin. Det er så sundt, siger Anne Marie Johansen. At man bliver noget så sjældent som i tindrende godt humør af hendes blå og røde oliemalerier og skulpturer med runde, smilende dyr på er ikke sært. Johansens humør drypper fra hjertet, via penslen lige ned på lærredet. - Det har en ren terapeutisk virkning på mig, at jeg kan gå løs på lærred eller skulptur. Men jeg har altid tænkt i billeder. Som barn drømte jeg med billedsproget, længe før jeg fik et sprog. Og min søn slægter mig på. Jeg er så optaget af det indre himmelrum, at det ofte er nok for mig. Dér går jeg meget ofte ind, og jeg kommer aldrig tomhændet ud. Der er masser af inspiration at hente, siger Anne Marie Johansen. Slot og losseplads Hendes to børn, Gitte på 11 og Lasse på 8 er ikke spor kede af, at lejligheden i Søndergade ikke har en stor flatscreen. - Nej, vi sætter bare noget musik med Cornelis Vresvijk eller Svend Bertil Taube på. Så siger de: Mor du er tosset. Vi har fire forskellige spisestuestole. Og min datter siger: mor, vores hjem er en blanding af et slot og en losseplads. Det er meget præcist ramt. Men verden er jo fuld af muligheder, og dagen er ikke slut endnu. Og det afhænger i hver fald ikke af, om spisestuestolene er velholdte eller ej, at lykken tilsmiler os, siger Anne Marie Johansen. Hun er afhængig af kunsten - som udtryksmiddel og som åndehul. - Min kunst betyder alt for mig - uden den er jeg ikke i stand til at trække vejret, siger Anne Marie Johansen. Som ung prøvede hun alle mulige sideveje og afveje, inden hun fik lov til at arbejde med kunsten på fuld tid. - Mine forældre syntes, at jeg var en rigtig vildbasse, så jeg skulle ha' et job, hvor der var system sagerne. Fast arbejdstid og helst ikke for meget grobund for fantasien. Da jeg så sad til optagelsesprøve hos politiet, sagde den venlige betjent, der helt klart var noget af en menneskekender: vil du love mig, at du aldrig søger ind til politiet. Siden kom jeg til optagelser som flyveleder, men jeg vidste med det samme, at det heller ikke var noget for mig. Det ville bare ende me,d at jeg sagde til en flyver, ups, du bliver lige nødt til at bakke, jeg har fået øje på en maskine i en gladere farve, siger Anne Marie Johansen. I gymnasiet var hun kassedame og tømte skraldespande, og siden arbejdede hun i receptionen på Scheelsminde og Hotel Hvide Hus. Kunsten som nødvendighed - Det lå heldigvis over for Zoologisk Have, så jeg købte et årskort og en stor tegneblok og så sad jeg derovre i alle mine pauser og tegnede dyrene. Og talte med min kære, gamle lærerinde på Klostervangsskolen. Og til sidst kunne alle se, at det nok var bedst at jeg fik lov til at bruge tid på at være kreativ. Jeg kan mærke på min krop, om jeg arbejder med det rigtige,. Gør jeg ikke det, bliver jeg fysisk dårlig og mistrives. Og jeg er helt sikker på, at det gælder alle mennesker, hvis bare man gør sig den ulejlighed at lytte efter. Jeg orker ikke at prøve at være familiær - jeg er ikke til kaffe og mand foran tv o aftenen - eller til familiære skiture. Sidste gang jeg prøvede, blev jeg syg af det. Indtil jeg gik ind på kunstmuseet - så blev jeg rask igen. Det har jeg taget ved lære af, siger Anne Marie Johansen. I dag er hun blevet så klog af skade, at hun ved, hvad der skal til for at stortrives. - Jeg giver efter for kunsten, ellers visner jeg. Og så skal vi generelt have noget mere oprør over for borgerligheden og den materialistiske hverdag. Men det er godt, ikke alle tænker ens, for så ville hverdagen jo brase sammen. På den anden side er det nødvendigt for mig, ellers braser jeg sammen, siger Anne Marie Johansen.