Lokalpolitik

- Vi danskere er et heldigt folkefærd

Borgmester Mikael Klitgaard (V) var blandt talerne ved Venstres møde på Dannerhøj

DANNERHØJ:- Vi danskere er et heldigt folkefærd, og det er svært at bevare pessimismen. Vi misundes over store dele af verden. Ikke blot for vores grundlov, men også for, at vi har evnerne til at klare konkurrencen fra andre vækstlande. Sådan sagde borgmester Mikael Klitgaard (V), da han i går var blandt talerne ved Venstre i Sæbykredsens grundlovsmøde, der vanen tro blev holdt på Dannerhøj. De øvrige talere var V's i Sæbykredsen valgte MF'er, Tina Nedergaard, og V's borgmesterkandidat i Ny Frederikshavn Kommune, Hans Jørgen Kaptain, og selv om Mikael Klitgaard i programmet også var præsenteret som V's borgmesterkandidat i Brønderslev-Dronninglund Kommune, så holdt Dronninglund-borgmesteren sig fra at føre decideret valgkamp i forbindelse med grundlovsmødet. Han bød i stedet på en række personlige og politiske grundholdninger. - Vi går efter valgfrihed, hvor det er muligt, og vi vil lave kommunestyret sådan, at alle vi borgere kan vælge mellem forskellige måder at gøre tingene på, sagde han blandt andet. - I yderste konsekvens skal vi hjælpe de svage og give råderum tilbage til, at vi selv kan træffe valg. Det vil sige lave det sådan, at skattevæsenet lader os beholde lidt at indtægten selv, tilføjede han - og fortsatte: - Hvis fordelingspolitikken ikke lod de 80 procent, der er rige betale til de 80 procent, der er fattige, men kun fordelte til de svage, ville vi få et bedre samfund, og vi ville kunne give mere hjælp til dem, der virkelig trænger. - I den forbindelse må vi som kommuner i et område af Danmark også sortere i opgaverne, fordi vi ikke har råd til at påtage os alle opgaver. Også spørgsmålet om ansvar var Mikael Klitgaard i sin grundlovstale inde på. - I Danmark ser det ud til, at den sociale arv er svær at bryde. Der er familier, der ikke selv forstår at stille de rigtige opgaver og løsninger i børnenes opvækstår, og det skal vi alle hjælpe hinanden med - uanset om det er skolelærere, forældre, bedsteforældre, naboer, politiske partier eller kommuner, sagde han og fortsatte: - Der er nemlig ingen, der skal lægge ansvaret på andre. Det er en lære for mig, at hver enkelt skal tage så meget ansvar som muligt, for på den måde forebygger vi bedst. - Når vi nu i de nye kommuner omkring Dannerhøj skal tilrettelægge de rigtigste rammer for vores borgere, skal vi give plads til dette ansvar, og vi skal give frihed til det, sluttede Mikael Klitgaard.