EMNER

Vi er alle ofre

Vi er alle sammen socialdemokrater. Vi mener – stort set – alle sammen, at alle skal have det godt, at der skal tages hånd om de svageste, at alle skal have lige muligheder, at ingen må forskelsbehandles, osv. Sådan skal vi være over for hinanden. Og sådan skal øvrigheden skal behandle alle i samfundet.

Der er alene forskel på, hvor vi som socialdemokrater placerer os på den politiske højre-venstre skala. Dén placering afhænger åbenbart af, i hvilket omfang vi synes alle disse fortræffelige og indlysende socialdemokratiske synspunkter først og fremmest skal reguleres og forvaltes – og finansieres! - enten af offentlige myndigheder eller af et stadigt mere trængt og umyndiggjort civilsamfund. Hvis ikke Socialdemokraterne på det nærmeste har gjort sig selv synonymt med den første position, ville det tvivlsomt være Danmarks største parti. Det er partiet ikke. Det går den forkerte vej. Hvorfor mon? For det første, fordi alle partier i dag i større eller mindre omfang er socialdemokratiske og hylder velfærdsstaten. En dybere forklaring skal findes i grænselandet mellem civilsamfund og øvrighedsmagt. Fra ikke mindst slutningen af 1950’erne og frem til den første oliekrise i 1973 voksede dén velfærdsstat, som vi lever med i dag, eksplosivt. Det ideologiske og lovgivningsmæssige grundlag skal vi søge i 1930’ernes kriseramte Danmark med stor arbejdsløshed og inflation. Takket være ikke mindst et stærkt og ansvarsbevidst Socialdemokrati udviste det danske folketing forbilledlig politisk krisestyring og vedtog i 1933 K. K. Steinckes store socialreform. Med denne reform blev grunden lagt for al senere sociallovgivning i Danmark. Reformen var en milepæl, ikke mindst fordi man heri knæsatte rettighedsprincippet på bekostning af det hidtidige almisse- og behovsprincip. Samtidig fik tildelingen af offentlig hjælp ikke de retlige virkninger i form af indskrænkning af borgerlige rettigheder som f.eks. valgret, som de havde fået tidligere. Og Steinckes socialreform blev vedtaget af et bredt flertal i folketinget – også partiet Venstre. Men da velfærdsstaten for alvor begyndte at vokse i 1960’erne, var forudsætningerne ændret totalt. Der var nu fuld beskæftigelse og højkonjunktur. Og én af de økonomer, hvis filosofi man fulgte meget nøje i både 30’erne, 60’erne og 70’erne, var englænderen John Maynard Keynes (1883-1946), hvis teori om en såkaldt ekspansiv finanspolitik tildelte den centrale øvrighedsmagt en uhyre vigtig rolle i samfundets økonomiske udvikling. Og denne politik skabte virkelig også vækst - oven i den vækst, som var der i forvejen i kraft af højkonjunkturen. Man sloges i 60’erne ikke med stor arbejdsløshed og lavkonjunktur som i 30’erne. Derfor var baggrunden for den offentlige sektors vækst ikke længere social og samfundsmæssig krisestyring. På dette tidspunkt i den moderne velfærdsstats historie er væksten i den offentlige sektor og dén intimiderende øvrighedskultur og ideologiske og sociale patronisering, som fulgte i dens kølvand, ikke længere fornuftigt begrundet i hensynet til de svage, i at skabe ligestilling, lige muligheder, tryghed og i at alle mennesker skal have det godt. Antallet af såkaldte ”svage” medborgere voksede i samme takt, som velfærdsstatens politikere havde brug for et påskud for at lade væksten i det offentlige bare vokse og vokse. Som Hausgaard engang sagde: ”Der er mange, der haft glæde af de svage - bortset fra de svage”. Derfor stortrives ”offertanke”’ også blandt vores mest fremtrædende velfærdspolitikere. Vi er alle sammen potentielt svage og dermed potentielt ofte for emsige politikeres behov for at vise lutter godhed. I velfærdsstaten får man virkelig kærligheden at føle, hvad enten man vil eller ej. Der skabes på denne måde en forventning i civilsamfundet om, at det offentlige tager over dér, hvor jeg – personen - tidligere selv havde et personligt ansvar over for familie, slægt og lokalsamfund. Velfærdsstaten og dens politikere skaber så store og vidtrækkende tryghedsgarantier og lovgiver for snart sagt hvad som helst, at det sker på bekostning af friheden og ansvaret hos den enkelte borger, som ikke kun har rettigheder, men også pligter. Kompetencer flyttes derved over i en svulmende offentlighedskultur, og civilsamfundet bliver mere og mere inkompetent til selv at drage omsorg for sig selv, sine familier, naboerne, syge og svage – kort og godt: det nære livsfællesskab med andre, som enhver borger naturligt er indlejret i og er forpligtet på uafhængigt af offentlige støttekroner eller ideologisk moralisme. Myndigheden skal vristes ud af hænderne på alle disse velmenende politiske moralister og offentlige eksperter, som fejlagtigt tror, at godhed, retfærdighed, ja endog kærlighed, først og fremmest er et politisk og ideologisk program beregnet til udøvelse og implementering blandt professionelle eksperter fra offentlighedskulturen. Det er en opgave for alle os privatpraktiserende socialdemokrater! [ Henrik Bang-Møller, Skagavej 97, Skagen, er sognepræst, cand. theol. E-mail: hebm@km.dk.