Vi er alle spekulanter

Få fænomener er til alle tider blevet så flittigt og fængslende beskrevet som spekulation - dette forkætrede, fordømte og forhadte begreb.

ØKONOMI:Få fænomener er til alle tider blevet så flittigt og fængslende beskrevet som spekulation - dette forkætrede, fordømte og forhadte begreb. Den stadige fordømmelse af spekulation er et flot eksempel på et af de farligste fænomener i tænkningens verden: den uberettigede generalisering. Ret beset er vi alle spekulanter. Vi spekulerer på, hvordan vejret bliver i morgen, hvad fødselsdagsgave vi skal finde på til Moster Agathe, hvordan det vil gå lille Peter til eksamen, og om vi har chancer i næste bridge- eller golfturnering. Men i investeringssammenhæng har ordet fået en særlig og ubehagelig klang. Spekulation drives af hensynsløse, pengegriske investorer, hvis eneste mål er profit, og som intet middel skyer. Det kan da godt være, at man køber en post aktier i Danske Bank og spekulerer i (læs: håber på), at de vil stige. Men hvem kan egentlig have noget imod det? Det er i al fald ikke samfundsskadeligt og påvirker ikke kursen. Man kan imidlertid ikke bruge den udbredte definition, at spekulation er, når det går galt. Den bygger nok på de mange finansielle, herostratisk berømte skandalesager, der er endt med konkurser, selvmord eller årelange fængselsstraffe, som f.eks. justitsminister Alberti og de sydafrikanske guldminer, fondsbørsvekselerer Palle Palsby og SAS, samt patriarken i Nordisk Fjer Johannes Petersen. I alle slige sager har nøgleordet og navnlig udskældsordet været: Spekulation, for det gik jo galt. Man hører derimod ikke ordet spekulation komme på alles læber, når vellykkede dispositioner skaber store formuer, som det skete for C.F. Tietgen - sin tids største finansmand - med Privatbanken, Store Nordiske Telgraf Selskab, Sukkerfabrikkerne og DFDS. For at holde styr på begreberne foreslås en ny defition af begrebet spekulation i aktiemæssig sammenhæng. Spekulation er, når man køber aktier for lånte penge. Det er her - og kun her - sondringen mellem spekulation og investering sætter ind. Når folk køber aktier i et overophedet marked med uophørlige stigninger, ikke fordi de tror, at stigningerne fortsætter, men fordi de ved det, og når de køber med arme og ben for lånte penge og derved presset kurserne op, har vi lige præcis ingredienserne til et børskrak. Det var netop det, der skete i New York den sorte mandag den 28. oktober 1929 - historiens voldsomste børskrak. Folk købte og købte, og det var ikke ualmindeligt at belåne sin aktiver med 90 pct.. Man kunne købe for en million, hvis man havde 100.000 som sikkerhed. De, der gjorde det, kunne miste alt på én dag. Det var denne situation, som vitterligt fik nogle til kun at se én uhyggelig udvej. Det fortælles, at hvis folk i de følgende dage søgte et hotelværelse i Wall Street-distriktet, var det almindeligt at spørge, om værelset var til at sove i eller til at springe ud fra. Hvad kan man så lære af det? Amerikanerne lærte. De indførte en lovregel, som kræver en sikkerhedsmargin på mindst 50 pct. ved ethvert aktiekøb. Hvad har vi lært herhjemme? Intet. Det er stadig overladt til banker, børsmæglere og det konkurrenceprægede marked at sætte vilkårene. Man praktiserer ikke længere den afsindige lånegrænse på 90 pct.. Men 80 pct. er ikke ualmindeligt. Jeg ved det; jeg har prøvet det. Det gjorde ondt; bevares, jeg overlevede og manglede næsten ikke noget - end ikke salt til et æg. Jeg manglede bare ægget. Selvfølgelig udøver udlåneret et fornuftigt skøn. Der kan lånes mere på et depot med en bred vifte af aktier, end hvis alle æggene er lagt i én kurv og mere på aktier i Danske Bank end i Keops. Men alligevel: Det var nu bedre at have en lovregel, og det må undre i vort i øvrigt overregulerede samfund, at den ikke er kommet for længst. Vi burde følge den amerikanske model og ad lovgivningsvejen forhindre aktiekøb med mindre end 50 pct.s sikkerhed. Køber man aktier for en million, skal køberen selv betale mindst den halve. Så vil det tage usandsynlige kursfald, før egenkapitalen er "Gone with the wind". Dette er ikke kun et spørgsmål om at tæmme gambleren, men lige så meget om at værne om denne samfundsskadelige indflydelse på markedet og derved skabe tillid til aktiemarkedet hos den større og større gruppe af såkaldt små eller "almindelige" investorer. Fri konkurrence er godt - stabile markeder er bedre. Indlægget er et uddrag af et af kapitlerne i bogen "Den dobbelte kiste - kronikker og fortællinger", som Poul Boeg udgiver i dag på forlaget Frydenlund.