- Vi er der ikke for at slå ihjel

Danske soldater i Afghanistan og Irak har til opgave at vinde lokalbefolkningens sympati samtidig med, at de bruger deres våben til at slå ihjel. Men kan man gøre begge dele på en gang?

En soldat tager hjelmen af. Sænker sit skarpladte gevær og lader det hænge slapt ned langs siden, mens han med rolige og imødekommende skridt bevæger sig i retning af en mørklødet mand, der sælger frugt fra et gadehjørne i den irakiske by, Basra. Dagen forinden deltog soldaten i en operation et par gader derfra. Her blev hjelmen på hovedet, der stod røg fra geværløbet, og soldaten var alt andet end venlig og afslappet. Elleve formodede oprørere blev dræbt. En kvinde og to børn blev fanget i krydsilden og dræbt på stedet. Kvinden var i familie med den irakiske frugthandler, som soldaten nu er på vej hen for at hyggesnakke med. Scenariet er opdigtet, men er det realistisk? Opgaverne for det danske forsvar har ændret sig markant særligt siden terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Angrebet affødte politisk opbakning til at udsende danske soldater til fjerntliggende lande som Irak og Afghanistan, hvor det ikke blot forventes, at soldaterne kæmper i traditionel forstand. De skal samtidig bidrage til civil genopbygning og vinde ’hearts and minds’ i lokalbefolkningerne i et forsøg på at forebygge had og flere terroranslag mod Vesten. Svær balancegang Men kan det lade sig gøre at vinde dele af lokalbefolkningens tillid i en konfliktzone med rødder i en helt anden kultur, hvis soldaten samtidig slår andre ihjel i forsøget på at skabe ro og orden? Og hvordan kender soldaten forskel på ven og fjende i den slags konflikter? Kristoffer Saxild er officer og har været udsendt til blandt andet Irak og Afghanistan. Han lægger ikke skjul på, at den todelte militærstrategi, som også kendetegner NATO-alliancen efter Murens Fald, er en svær balancegang. Men han mener, at de danske soldater er godt rustede, fordi de både bliver uddannet til de bløde og hårde opgaver inden udsendelsen. - Som danskere er vi som regel ret konsensussøgende og vil gerne forstå årsagen, hvis der er nogen, som ikke kan lide os, både qua vores kultur og qua vores uddannelse. Det hjælper danske soldater til at opnå større accept blandt lokale i missionsområderne. Det er ofte anderledes for andre større hære - for eksempel den amerikanske, hvor hovedvægten ligger på effektiv kampeksercits – ’what do we do; kill, kill, kill’. De er i mindre grad uddannet til at vinde lokalbefolkningens støtte og sympati, siger Kristoffer Saxild. Brænde på bålet Moderne krigsførelse er kendetegnet ved en ofte usynlig fjende i modsætning til tidligere konventionelle krige, hvor man vidste, at fjenden; det var ham, der stod på den anden side af frontlinien. Samtidig, påpeger Kristoffer Saxild, kan konsekvensen af at ramme uskyldige civile i nutidens konfliktzoner meget nemt virke stik imod missionens målsætning om at vinde lokalbefolkningens sympati. - Hver gang vi slår en ihjel i et område, hvor det gælder om at vinde ’hearts & minds’, så risikerer vi, at det er et skridt tilbage. Hvis en soldat bliver nervøs og skyder på uskyldige, hvis han ikke længere smiler til lokalbefolkningen, eller ikke længere behandler dem med respekt, så kaster han udelukkende brænde på oprørernes bål. Det kan være bedre at lade en potentiel oprører skyde et par gange uden at skyde tilbage. Men det er en svær balance, for oprørsgrupper må ikke få det indtryk, at de nemt kan slippe af sted med angreb, altså at man er svag, siger Kristoffer Saxild, der i øjeblikket er udstationeret i Liberia. Frokostmøde og kugler Sidste weekend oplevede det syvende hold danske soldater i Irak noget hidtil uset under deres seks måneder lange ophold. Irakiske byrådsmedlemmer, nogle iført turban og flagrende gevandter, takkede ja til en frokostinvitation og dukkede op i lejren for at sludre med de danske soldater og diskutere den borgerkrigslignende situation i Irak. En begivenheden lige i missionens ånd om at socialisere med lokalbefolkningen. Noget lignende frokostmøde ser dog ud til - i bedste fald - at have meget lange udsigter i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan, hvor omkring 230 danske soldater i øjeblikket sidder i en fæstning i ørkenen. Danskerne og de øvrige NATO-soldater har fået alt andet end en varm velkomst af de Taliban-tilhængere og narkobaroner, som kontrollerer området, og da en dansk soldat i sidste uge blev skudt i hovedet af en fjendtlig patron i militærlejren Musa Qala, fik det Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen på banen med krav om enten at trække de danske soldater hjem fra Helmand-provinsen eller også ændre missionens politiske mandat, så soldaternes entydige opgave bliver at jagte Taliban-oprørere i den urohærgede provins. Dermed ville mandatet ligne det, som de amerikanske tropper kæmper under i operationen ’Enduring Freedom’, der arbejder adskilt fra den NATO-ledede ISAF-styrke. Armod hjælper Taliban Kristoffer Saxild mener, der er en fare ved kun at fokusere på en nedkæmpning af Taliban: - Soldaterne skal selvfølgelig sørge for, at der er den nødvendige sikkerhed og stabilitet i området, før et egentligt genopbygningsarbejde kan gå i gang. Men hvis vi udelukkende fokuserer på at nedkæmpe Taliban, så får vi aldrig nogensinde fjernet Taliban. Det kræver, at du fjerner roden til problemet, og her er økonomisk armod en meget vigtig faktor. Hvis folk får råd til de mest basale fornødenheder og oplever, at der er et alternativ til de opiumsmarker, som de bliver betalt for af Taliban, så er sandsynligheden for at centralregeringen kan udbrede sin kontrol til det sydlige Afghanistan langt større, mener Kristoffer Saxild. Den danske lejr i Helmand bliver dagligt beskudt. Hvordan påvirker det soldaterne? - Jeg har ingen forudsætninger for at vide præcis, hvad de oplever, og hvorledes det påvirker dem. Soldaterne i Helmand er blandt de bedste, vi har i forsvaret, og jeg formoder, at de er godt rustet til at håndtere situationen. Soldater i sådan en situation vil ofte føle, at de er de hårdeste i hele verden, og at de har været udsat for mere end nogen andre danske soldater i nyere tid. Det er med til at gøre stemningen mere intens og styrker sammenholdet i lejren. Men selvfølgelig er der nogle, der er bange, og der sker også en forråelse. Ikke at de bliver koldblodige mordere, som får lyst til at skyde kvinder og børn, men jo længere tid man opererer i et sådant miljø, jo større er risikoen for, at soldaterne opbygger en uforløst vrede og foragt rettet mod befolkningen. Hvis lejren samtidig er udsat for raket og morterangreb om natten, så er det for nogle svært at sove ordentligt og mændene bliver slidt ned, fortæller Kristoffer Saxild. Filmstjerne-look Styrkerne i Irak og Afghanistan bliver skiftet ud med seks måneders mellemrum blandt andet for at begrænse forråelsen blandt soldaterne. Samtidig gør forsvaret, ifølge Kristoffer Saxild, en indsats for, at soldaterne forstår, hvad der foregår omkring dem: - Det er vigtigt, at man forbliver opmærksom på nuancerne og bevæggrundene hos lokalbefolkningen – hvilke bevæggrunde har de for at støtte Taliban, hvorfor kæmper de imod vores styrker osv. Hvis du får mad af folk, som fortæller, at du skal gøre sådan og sådan, så gør du sådan, fordi det er med til at sikre din overlevelse. Efter Talibans fald i Kabul mødte jeg tidligere langskæggede Taliban-tilhængere, som nu var glatbarberede og lignede amerikanske filmstjerner, fortæller Kristoffer Saxild. Men det er stadig Taliban, der sætter dagsordenen i den sydlige del af landet. Hvordan får man dem nedkæmpet samtidig med, at man vinder ’hearts and minds’ i lokalbefolkningen? - Det er nemt at sige men svært at gøre. Når situationen ser ud, som den gør, så bliver soldaterne nødt til at slå et hårdt slag, Og her handler det ikke om, at være sød og rar. Hvis man skal være effektiv i decideret kamp, så kræver det aggressivitet, handling og instinktive reaktioner. Der en grund til, at det er danske soldater og ikke nødhjælpsarbejdere, som bliver sendt ud. Det gælder om at slå så hårdt ned på oprørsstyrkerne, at der er tilstrækkelig ro og sikkerhed til at genopbygningsarbejdet kan gå i gang. Når det sker, vil lokalbefolkningen forhåbentlig også få en anden og mere positiv opfattelse af, hvorfor soldaterne er der. Men det er en svær balancegang, for hvis du slog for hårdt ned til at starte med, så kan det blive meget vanskeligt at vinde folket tilbage, siger Kristoffer Saxild. Du har tidligere sagt, at hearts & minds missioner ikke er en succes, medmindre man, når man trækker sig ud har efterladt et stabilt, venligsindet styre baseret på bred konsensus. Hvordan vurderer du sandsynligheden for succes i det sydlige Afghanistan? - Hvis ISAF ikke går ind i den sydlige del af Afghanistan efter snart fem år i landet, men forventer at den amerikansk-ledede koalition gør det beskidte arbejde, så udelukker man helt muligheden for en succes. Hvis det internationale samfund ønsker at gøre Afghanistan til en samlet og ansvarlig nation, bliver vi nødt til at hjælpe centralregeringen i alle dele af landet, ikke kun igennem at bekæmpe deres fjender, men også igennem forbedringer i infrastruktur og sikkerhed. Især i Afghanistan tror jeg, det er meget vigtigt, at befolkningen hele tiden føler, at det internationale samfund leverer fremskridt. Ellers vil de vestlige soldater ikke være velkomne.