Håndbold

- Vi er et godt team

Søren Pedersen har tiltro til mere spilletid i foråret for Aalborg Håndbold.

Søren Pedersen tror på mere spilletid. Foto: Claus Søndberg

Søren Pedersen tror på mere spilletid. Foto: Claus Søndberg

I lørdags havde Aalborg Håndbold igen begge deres målmænd til rådighed, da Ole Ererik vendte tilbage fra en længere skadespause. Men startpladsen i målet tilfaldt stadig Søren Pedersen, der har grebet chancen i nordmandens fravær, og især i kampen mod AG København viste, at han absolut er en klassemålmand, når han rammer dagen. Lørdagens kamp imod Kolding var ikke hans bedste præstation, men han håber stadig, at han resten af foråret kan vise, at han har det, der skal til for at begå sig i den hjemlige Håndboldliga. - Som helhed synes jeg, at vi har suppleret hinanden rigtig godt. Det har passet godt, at jeg har kunnet tage over, hvis han har haft en dårlig kamp, og det har også virket omvendt, så på den måde, synes jeg, at vi udgør et godt team, siger Søren Pedersen. - Jeg har jo ikke som sådan været utilfreds med spilletiden i denne sæson. Grunden til, jeg søger videre, er mere, at jeg gerne vil være garanteret mere spilletid imod alle topklubberne, siger målmanden, der fra næste sæson er tilbage i Mors-Thy. Revanche til gode I aften får Aalborg chancen for at vaske en af sæsonens værste pletter væk, når de får besøg af SønderjyskE. Holdet tabte den omvendte kamp i første halvdel af sæsonen med en enkelt pind - og det var oven i købet den første kamp for cheftræner Robert Hedin, der netop den aften overtog for den midlertidige træner Per Jessen. - I det hele taget har vi mange potentielle revanchekampe her i de sidste kampe, inden slutspillet begynder. Det var en meget turbulent tid i vores sæson, og Robert skulle til og gå i gang med den proces, der har ført os derhen, hvor vi er nu, men det startede bestemt ikke så godt, siger Søren Pedersen om kampen i Søndeborg.