EMNER

Vi er ikke bange for S-formand

Det er en lidt mærkelig smag, man har i munden efter Ole Vagn Christensens læserbrev (7.6.)

For O.V.C. synes, at Helle Thorning-Schmidt er udsat for en regulær kampagne, der er udtryk for at Venstre (og dermed nok også vi konservative) er bange for hende. Men vi er ikke bange for Helle Thorning. Et godt og gammelt ordsprog siger, at man ikke skal være bange for det, man ikke kan se. Og prøv at se, hvad der er sket i den seneste folketingssamling: Mere end 500 afstemninger er der foretaget, men Helle Thorning har deltaget i blot 3 (tre). Meget travle ministre (herunder statsministeren, udenrigsministeren m.fl.) har deltaget i mange flere afstemninger og i øvrigt også flere debatter i Folketinget end Helle Thorning. Så sandheden er jo, at vi slet ikke har set så meget til hende. Og man skal kun frygte det, man kan se! Vi konservative går efter resultaterne, og dem har vi fået i den KV-regering vi har deltaget i igennem snart 6 år. Derfor er vi heller ikke bange for at lægge op til brede forhandlinger mellem alle folketingets partier – det har vi faktisk gjort hver gang, men vi er tit blevet mødt med en afvisning fra venstre side af folketingssalen. Men vi vil stadig gerne lave brede forlig – også med S. Så kære Ole: Du skal heller ikke være bange.