Turisme

- Vi er ikke et mini-sommerland!

Verdenskortet satser i stedet på lege fra bedstefars tid

KLEJTRUP:Verdenskortet i Klejtrup skal fortsat være en stressfri zone, hvor børnefamilier kan hygge sig på et overskueligt område. Verdenskortet har ellers forud for sæsonen i år udvidet sit legeområde, så der nu er to store hoppepuder. Men tag ikke fejl, Verdenskortet er ikke og bliver aldrig et mini-sommerland, understreger Flemming Cassøe Jakobsen, der sammen med sin hustru Lisbeth driver den lille turistattraktion ved Klejtrup Sø. De er tredje generation på stedet: Skaberen af Verdenskortet, Søren Poulsen, er Lisbeths fars onkel. - De nye tiltag, vi har lavet forud for sæsonen i år, er generelt blevet modtaget godt af gæsterne. Der er bare et lille minus: Hvis folk tror, vi er et mini-Fårup Sommerland - og det skal vi aldrig være - sætter de forventningerne for højt, siger Flemming Cassøe Jakobsen. Verdenskortet udleverer spørgeskemaer til gæsterne, og af svarene kan Flemming Cassøe Jakobsen læse, at 3-4 ud af 100 synes, prisen for at besøge Verdenskortet er for dyr, og at de synes, der ikke er aktiviteter nok for børnene. De skuffede skal nok findes blandt familier med pubertetsbørn, tror indehaveren. - Vi skal tænke os meget om, hvad vi gør, for vi vil ikke være en forlystelsespark. Det passer ikke ind i vores miljø. Vi går en anden vej og satser mere på lege fra bedstefars og bedstemors tid, fortæller Flemming Cassøe Jakobsen, der i år kunne præsentere gæsterne for et legeområde, hvor man blandt andet kan kaste hestesko, spille kroket og trække stok. Gamle lege, som kræver et minimum af remedier, men som ifølge indehaveren er anledning til stor morskab for de involverede. Verdenskortet har anlagt en ny parkeringsplads forud for sæsonen i år, og det betyder, at der ikke længere er biler i det område, hvor børnene leger. - Forældrene har fået mere frihed, fordi legeområdet nu er indhegnet, og fordi de små børn ikke risikerer at møde en bil, når de kommer drønende på en cykel, fremhæver Flemming Cassøe Jakobsen. Langt hovedparten af Verdenskortets gæster er ifølge ham tilfrdse. De bliver målløse over, hvor stort kortet er, og benovede over historien om "den mærkelige mand" Søren Poulsen, der byggede kortet over 25 år - om ikke med sine bare næver, så dog uden brug af hest og traktor. I fjor nåede Verdenskortet i Klejtrup op på 33.000 gæster, og hvis de gode besøgstal fra i år fortsætter sæsonen ud, regner Cassøe Jakobsen med at nå op på omkring 35.000 besøgende. Et vækst i besøgstallet til 40.000 er ikke et mål i sig selv - det er vigtigere at sikre, at dem der kommer, er tilfredse, understreger han.