EMNER

Vi er jo ikke bare krop

Forholdet mellem den koleriske hotelejer mr. Basil Fawlty og hans sammenbidte hustru mrs. Sibyl Fawlty i den legendariske komedieserie "Fawlty Towers" (på dansk "Halløj på Badehotellet") holdes ikke sammen af nogen iøjnefaldende sympati. Tværtimod.

Så da Sybil i telefonen ved receptionen til én af sine veninder, der netop står foran sit livs romantiske bryllup, udbryder et optimistisk "You are only married once", lyder den håbefulde kommentar inde fra Basil på kontoret: "Twice can be arranged". Og da Basil i samme forbindelse drømmer sig tilbage til dengang, de to var nyforelskede, sukker han resignerende: "We used to laugh so much together", hvorpå Sybil svarer: "Yes, but not at the same time". Som om Sybil med dette svar forsøgte at give et svar på, hvorfor det alene er hotellet, der holder dem sammen og er deres fælles skæbne. Overfor andre omtaler han som bekendt ydermere sin hustru som "that hideous old dragon". Når den værste forelskelse er overstået, finder de fleste parforhold ind i en naturlig balance, der forhåbentlig bæres af kærlighed og sympati. Man behøver ikke have fælles interesser, men man skal have tillid til den andens frihed, så man ikke behøver at gå og mistænkeliggøre hinanden hele tiden. Får man imidlertid børn, så har man i hvert fald et fælles ansvar også. Og for langt de fleste voksne betyder det akkurat modning og besindelse. Der findes masser af resurser i det tillidsfulde parforhold. Resurser, man har stor glæde af, når man skal passe både børn og job. Finder man som ægtefolk ind i en for alvor stærk sympati med hinanden, udløser det på bemærkelsesværdig vis mængder af uanede kræfter til at gøre alle mulige andre ting ud over det hjemlige. For så fungerer det hjemlige og ægteskabelige som den trygge, solide base, hvorfra man bevæger sig udad mod andre og er virksom og initiativrig. Hjertet er en udsat muskel, der kræver beskyttelse og omsorg. Men ikke omklamring. Hjertet skal ikke kvæles, men kunne ånde frit. Og det kan det akkurat i kærlighed, tillid og hengivenhed. Det er faktisk det, hjertet overhovedet er skabt til. Når vi altså lige ser bort fra den altafgørende funktion, det har, for at kroppen kan fungere. Men de to ting kan man ikke adskille. Hvis hjertet alene sørgede for kroppens overlevelse, hvad så med ånden, kærligheden og tilliden. Vi mennesker er jo ikke bare krop. Vi er sjæl og ånd. Og det betyder akkurat, at vi ikke bare kan nøjes med at overleve. Vi vil leve. Leve for noget. Noget, der giver mening. Ikke bare én enkelt dag, men i hele vores liv. Dén mening kan man ikke hente i sit ægteskab. Forlanger man af sin ægtefælle - eller for den sags skyld af sine børn, at han eller hun skal levere ikke mindre end selve meningen med ens liv, så overbelaster man ikke alene dem, men også sit parforhold. Det kan intet menneske levere uden at segne. Man skal vide, hvorhen man skal adressere sine behov. 'Man skal' - med Søren Kierkegaards udtryk: 'forholde sig relativt til det Relative og absolut til det Absolutte.' Det er kun Gud, der kan levere den absolutte mening med vores liv. Himlens, jordens og kærlighedens skaber og herre. Gud betyder mening. Slet og ret. Den mening, hvortil vi hælder både vores hoveder og hjerter, når de ikke længere selv kan - enten tænke sig til en mening - eller når hjertet helt holder op med at slå. Eller springer et slag over. Guds kærlighed er en evig kærlighed, som ikke kan dø. Den antog skikkelse som et sandt menneske i Jesus fra Nazareth og gjorde sig til ét med både os mennesker og med den himmelske Gud. Guds kærlighed hedder Jesus Kristus. Den er ensbetydende med det liv, som Jesus levede - med de ord, han talte - med de mirakler, han udøvede - med den kærlighed, hvormed han gav sig helt hen - ja, endelig med den opstandelse, hvormed han én gang for alle satte sig på døden og brød dens magt over os. Henrik Bang-Møller har været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat siden 2000. Cand.theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.