Fodbold

Vi er kommet for langt ud

"Skatteflugt en myte", skriver Rasmus Prehn 26.9., hvor han slår fast på baggrund af bl.a. fra interviews fra ugebrevet A4, at danskere ikke rejser til udlandet på grund det høje danske skattetryk.

Nu er interviews jo mange ting. Specielt er det vigtigt, hvad der bliver spurgt om, og har man spurgt om, hvad der får danskere til at rejse til udlandet for at søge karriere, vil svaret sandsynligvis blive som de interviewede til ugebrevet A4, at det var de faglige udfordringer, der trak. Det falder fint i tråd med de mange danskere i udlandet, som jeg på mange forretningsrejser har talt med igennem de seneste 30 år, hvor selvfølgelig også den spændende udfordring med at arbejde i udlandet har høj prioritet. Anderledes svar fik man, hvis man spurgte, om man senere havde planer om at vende tilbage til Danmark, hvor langt de fleste, som jeg talte med, ikke havde nogle planer om at vende tilbage, specielt på grund af det høje danske skattetryk for højtlønnede, men også på grund af, at succes og velstand ikke bliver betragtet som overvejende positive forhold i det danske samfund. Det må jo også være tankevækkende, at for at få unge veluddannede fra udlandet til at arbejde i Danmark, er man nødt til at tilbyde dem skattebegunstigelser (forskerskat), hvor de i en periode på tre år kan slippe med en skatteprocent på 25 pct. For mig at se er det en hån mod vore egne veluddannede statsborgere, som for manges vedkommende også har en studiegæld at trækkes med. Men det er klart, at med det skatteniveau, vi har, er forskerskatten nødvendig ikke mindst for superliga-fodbold, hvor vi ikke havde chance for at gøre os gældende i europæisk foldbold, hvis vore højtlønnede spillere fra udlandet skulle betale topskat, så ville de nemlig ikke være her. Rasmus Prehn skriver endvidere, at "jeg tror, at langt de fleste danskere betaler deres skat med glæde", og det har han jo nok ret i, hvis man spørger danskerne på gaden i et interview, hvor deres svar bliver en del af en undersøgelse eller på anden måde bliver offentliggjort. Dette, der så bare står i skærende kontrast til ovenstående udsagn, er, at hvis man betaler sin skat med glæde som et solidarisk bidrag til velfærdssamfundet, må man gå ud fra, at man ikke er i den kategori, som får lavet sort arbejde, udfører sort arbejde, fifler med kørselsfradraget på selvangivelsen, glemmer at opgive indtægter ved aktiehandler, tømmer sin bankkonti i god tid før nytår, således at man stadig kan opretholde forskellige tillæg til sin folkepension, valfarter til Tyskland for at købe afgiftsfri øl, køber polske smuglercigaretter på sin arbejdsplads osv. osv. – specielt sort arbejde er det svært at sige noget til, da det efterhånden er således, at en håndværksmester skal skrive en regning på 1200 kr. til sin kunde, for at der kan blive 100 kr. i købekraft til svenden. Efter min mening er vi kommet for langt ud med vores velfærdssamfund, og jeg tror faktisk, mange er bekymrede over, at langt de fleste af deres skattekroner bliver brugt til velfærdsydelser til folk, som dybest set ikke har behov. Det er tankevækkende, at da jeg blev konfirmeret i de glade tressere, var der ca. 250.000 offentlige ansatte. I dag nærmer vi os 1 million, en skærende kontrast til avisens nyheder, som stort set igennem alle årene har skrevet om nedskæringer på nedskæringer. Herr Rasmus Prehn - nu kunne du måske tro, at jeg er en sur, gammel mand, som ikke har meget til overs for Danmark, men intet kunne være mere forkert. Jeg holder meget af Danmark og kunne ikke tænke mig at bo andre steder, den dejlige natur, de fire årstider, en homogen befolkning med en lang en spændende historie/kultur og ikke mindst et land med et stærkt demokrati. Men jeg må sige, at jeg er bekymret for fremtiden, da vores gode velfærdssamfund også fremover skal finansieres, hvilket vil kræve, at flere mennesker arbejder mere i den private sektor, ikke mindst i eksportvirksomhederne. Samtidig er der behov for kraftige reformer - både arbejdsmarkedsreformer samt skattereformer – reformer, som langt de fleste af vore politikere ved er nødvendige, men ingen, hverken den højre eller den venstre side af folketingssalen, har mod og mandshjerte til bare at tænke på at gennemføre.