- Vi er nødt til at lære af det her

Drab 1. november 2007 05:00

AALBORG: - Mine børn. Sådan betegner lederen af politiets ungdomsgruppe, Allan Jacobsen, en gruppe af utilpassede unge i alderen 12-19 år, som politiet har særlig fokus på. De unge kommer fra hele Aalborg og omegn og mødes flere steder i Aalborg for at hænge ud sammen. - De har det til fælles, at de har dårlig eller slet ingen skolegang, sociale problemer, og de er opvokset hos forældre, som ikke har været i stand til at sætte grænser. De kan færdes frit i byrummet på alle tider af døgnet og sove, når det passer dem, forklarer Allan Jacobsen. Den 15-årige, der er sigtet for lørdagens drab på 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen, var en del af den gruppe, og Allan Jakobsen kender derfor drengen, der fyldte 15 år i april. Han lægger ikke skjul på, at det er svært at kapere, hvad der er sket. - Da jeg først så det på tekst-tv søndag formiddag, blev jeg bange for, at det var et af mine børn, og jeg blev selvfølgelig ked af det, da jeg fandt ud af, at det var det. Når man er tæt på de børn, kommer man også til at holde af dem, siger en tydelig berørt Allan Jacobsen. Han har svært ved at sætte ord på, hvad der får en 15-årig til at blive en koldblodig drabsmand - Der er ingen af mine børn, der har besluttet, at i dag vil de gå ud og lave et overfald, men lige pludselig står de i en situation, som tager en anden drejning, og de er impulsstyrede, og tit og ofte er de fulde eller skæve af narko, og så kører situationen, og tingene udvikler sig, men i den konkrete sag har jeg ikke noget bud på, hvad der er sket, siger Allan Jacobsen. Sagen har betydet, at Allan Jacobsen er blevet tvunget til at kigge indad, og han stiller sig selv det spørgsmål, om han kunne have gjort noget for at forhindre situationen. - Først og fremmest bliver jeg helt vildt ked af det, så bebrejder jeg mig selv, kunne jeg have forudset det og have stoppet det. Har jeg gjort nok for ham, og har jeg informeret nok hele vejen rundt, siger Allan Jacobsen, der mener, lørdagens tragiske hændelse bør give alle, der arbejder med børn, stof til eftertanke. - Mit råd er, at alle os, der arbejder med børn, både utilpassede og andre børn, er nødt til at lære af det her og kigge på, om vi kan forebygge sådan en hændelse - får vi talt nok sammen og underrettet hinanden godt nok, sådan at vi alle i systemet er opmærksomme, siger Allan Jacobsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...