Vi er nødt til at løfte i fællesskab

En af de helt seje myter om fagbevægelsen er, at den ikke giver plads til det enkelte menneske. At den enkeltes interesser underordnes fællesskabet. Jeg skal ærligt indrømme, at det ofte irriterer mig, når jeg støder på den holdning. For jeg synes stort set ikke, at vi bestiller andet end at arbejde for at skabe bedre vilkår for netop den enkelte lønmodtager. Det helt store fremskridt i de senere år er oprettelsen og udbygningen af arbejdsmarkedspension, som giver LO-lønmodtagerne en rimelig tryghed, når de skal pensioneres. Det er en konkret rettighed for den enkelte. Det gælder også den 6. ferieuge, som kom til ved den seneste fornyelse af overenskomsten. Derudover har et af vores forbund fået indført frit valg på en del af overenskomsten, så den enkelte kan vælge mellem mere i løn, højere pension eller lidt længere ferie. For nylig har vi sat fokus på den store forskel, der er på mænd og kvinders løn. En pæn del af lønforskellene skyldes måske ren og skær diskrimination. Der er i hvert fald nogle uligheder, vi ikke kan forklare. Derfor har vi tidligere via lovgivning fået gennemført, at virksomhederne skal udlevere kønsopdelte lønstatistikker, så vi kan se de konkrete lønforskelle og finde ud af, hvad de skyldes. Det vil arbejdsgiverne ikke, og de har fået støtte af den borgerlige regering, der sammen med Dansk Folkeparti har fjernet loven. På det punkt lever regeringen ikke op til sit eget slogan om mennesket før systemet. Når det handler om efteruddannelse af voksne lønmodtagere, er vi nået et godt stykke. I overenskomsterne har medlemmerne typisk ret til løn under uddannelse i to uger om året. Men det kniber fortsat gevaldigt for virksomhederne at planlægge hvem der skal på uddannelse i hvad og hvornår. Derfor får den enkelte lønmodtager ikke fuldt ud glæde af deres rettigheder. Også her har den borgerlige regering gjort det vanskeligere, fordi de har indført kvoter og lagt høje afgifter på efteruddannelse. Resultatet er, at der på flere erhvervsrettede efteruddannelser er sket et fald på 25 procent. Vi vil fortsætte vores arbejde for, at den enkelte lønmodtager får bedre muligheder for efteruddannelse. 50.000 rammes hvert år af en arbejdsulykke. Det betyder, at næsten 140 lønmodtagere hver dag kommer til skade på arbejdet. Derudover må mange lønmodtagere dagligt leve med et dårligt fysisk eller psykisk arbejdsmiljø på deres job. Jeg kan derfor godt forstå, at lønmodtagerne fremhæver arbejdsmiljø som et af de største problemer, som fagbevægelsen skal tage sig af. Vi forsøger også, men arbejdsgiverne og regeringen er tunge at danse med. Beskæftigelsesministerens seneste forslag betyder, at der skal gå næsten 11 år, inden alle arbejdspladser bliver kontrolleret. Det kan vi ikke være bekendt over for de lønmodtagere, som hver dag oplever en virkelighed med røg, støj, møg og psykiske ubehageligheder. Vi har hele tiden fokus på den enkelte lønmodtager. Men vi kan kun skabe bedre vilkår for vores medlemmer, hvis vi løfter i fællesskab, og det er der stadig et stærkt behov for. Hans Jensen er formand for LO, Islands Brygge 32D, København S.