- Vi er også selv til fest

Mange jule- frokoster ender på diskoteket Crazy Daisy i Aars

EMNER 27. december 2010 09:05

At den sidste sild er tabt på gulvet, den sidste sanglege er sunget, og den sidste dråbe akvavit er fordampet, betyder ikke altid, at det er tid til at tage hjem fra årets julefrokost. Mange vælger at fortsætte julefestivasen på et af de lokale diskoteker, hvor personalet står klar hele natten til at servicere julebeduggede gæster. - Det særlige ved at arbejde i julemåneden er de gæster, der kommer. Det er et lidt anderledes publikum, end dem vi serverer for til daglig, forklarer Stine Fælled fra Aars. Hun er en af bartenderne på Crazy Daisy i Aars, der i weekenden må holde fest på den anden side af baren end de fleste andre. Men det er ikke desto mindre både sjovt og festligt at have tjansen bag barskranken: - Vi er også selv til fest. Og så får vi endda penge for det, smiler Stine Fælled og kollegaerne nikker enige: - Det er både hyggeligt og festligt at arbejde i baren. Jeg har det her job lige så meget på grund af det sociale, som det er for pengenes skyld, tilføjer Mette Aldahl fra Aars, der lige som de fleste piger fra baren, har et job ved siden af. Klientellet, der får stillet alkoholappetitten på Crazy Daisy i julemåneden, er noget ældre end de gæster, der resten af året færdes omkring barstolene. - Man kan godt mærke, at mange af dem har fået nogle snaps, når de kommer efter en julefrokost. De er i et højt humør allerede fra, når de bestiller den første drink, fortæller Julie Østergaard, der også står bag baren hver weekend. Det er heller ikke alle gæster, der er lige heldige med at vende tilbage til de sene timer i nattelivet: - Nogle gange er der nogle af de lidt ældre mænd, der kommer med nogle temmelig upassende, flirtende kommentarer. Man kan ikke lade være med at tænke; virkede den slags kommentarer virkelig, da du var ung? griner Julie Østergaard. Men de smålumre bemærkninger eller fuldemandsopførslen er nu ikke noget, der går pigerne på: - Så går vi bare ned i den anden ene af baren eller ignorer dem. Går de virkelig over stregen, har vi en alarm, som vi kan trykke på, så dørmanden kan være her på få sekunder og få dem smidt ud, forklarer de. De tre piger når ikke til så mange julefrokoster selv, da de jo skal stå vagt hver weekend indtil jul. - Derfor holdte Crazy Daisy sin firmajulefrokost på en søndag. Så vi nåede da én, siger Stine Fælled.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...