Vi er selv smagsdommere

Sjældent har en statsminister vist oplevet at være i så strid politisk-ideologisk modvind som dengang, Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale for lidt over tre år siden tog det helt store opgør med eksperter: "Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på forskellige områder. Der er tendens til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst". For kritikere af Anders Fogh Rasmussens regering har det siden fra tid til anden ligget lige for at pege fingre, hver eneste gang den selv gør brug af smagsdommere, altså eksperter, senest i forbindelse med kulturminister Brian Mikkelsens såkaldte kulturkánon. Her er syv personer netop udpeget til at lede lige så mange udvalg, som inden for arkitektur, billedkunst, design, film, litteratur, musik og scenekunst skal finde frem til i alt 84 aldeles uomgængelige værker i den danske kulturarv. Altså 84 eksempler på noget, som man vanskeligt kan komme uden om, hvis man ønsker at kredse sig ind på begrebet dansk kulturarv. For eksempel skal filminstruktøren Susanne Bier som formand for sit udvalg udpege de 12 absolut ypperste bud på film fra den danske kulturarv. Men inden nogle kommer for godt i gang med at råbe "smagsdommere" efter de syv udvalg, er det værd at huske tilføjelsen i nytårstalen: "Eksperter kan være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal træffe personlige valg, er vi alle eksperter". Det giver god mening at bremse op og gøre status over noget at det, der har været med til at gøre danskere til det, vi er - ud fra selvskabte kulturelle oplevelser. Med den afgørende svaghed, at en kánon nemt kan udelukke lige så meget som den inkluderer. Men i sidste ende er det jo op til os selv at afgøre, hvad vi finder uomgængeligt - og uundværligt - af de mange vidt forskellige tilbud inden for dansk kulturarv. Samlet i en kánon kan de 84 værker godt blive et slags pejlemærke for specielt unge, der ud fra vidt forskellige forudsætninger vil pejle sig ind på det særligt danske. Men voksne må selv vælge. Og vælge fra. Og til.