Vi er stolte af Ukraine

Hos en familie i udkanten af Kiev bor 17 mennesker i tre værelser. Familien har åbnet deres hjem for fremmede mennesker i håbet om, at Ukraine 26. december bliver et ægte demokrati

EMNER 12. december 2004 05:00

Hvor er Jusjtjenko? Helen Vasiluyk kigger op mod det lille sorthvide tv, der står på køleskabet i køkkenet. Det er onsdag aften og præsidentkandidaten, Viktor Jusjtjenko, skal holde tale til folket på Uafhængighedspladsen i Kiev. Onsdag blev dagen, da den tidligere valgkommission blev fjernet, og nu er vejen for Jusjtjenkos sejr banet. Han skulle være startet kl. 19, klokken er næsten 20 nu. I et lille køkken i en forstad til Kiev sidder familien Vasiluyk, Helen, hendes mand Jurij og deres søn Sergiy på 21 år, og venter utålmodigt på at høre Jusjtjenko tale, som transmitteres direkte på den ukrainske kanal 5. Køkkenet er småt. Men det er lykkedes at få plads til et bord med 10 stole omkring. De sidste to uger har familien Vasiluyk haft gæster. Folk de aldrig har mødt før. - Jeg var frivillig i det ukrainske hus, og så helte, der var kommet til Kiev for at demonstrere, de sad på stengulvet og sov. Jeg følte at jeg måtte gøre noget for dem, og derfor meldte vi os til at have dem boende, indtil alt det her er overstået, forklarer Helen, mens hun varmer vand til te. Det Ukrainske hus, midt i Kiev, er samlingssted for demonstranterne. Her kan de få hjælp til at skaffe mad, husly, transport – mange af dem er rejst langt, for at tilkendegive deres støtte til Jusjtjenko. Helen underviser i engelsk på en ukrainsk skole, fortæller hun og slår blikket ned, griner lidt undskyldende. Hun ville gerne være bedre til det fremmede sprog og bliver irriteret, når hun indimellem må lede efter ordene. Men hendes engagement opvejer det lidt tøvende sprog, hun forklarer med flagrende armbevægelser, af og til skubber hun brillerne lidt ned, så hun kan se tv-skærmen, der viser tilskuere, orange bannere og flag i tusindvis, men stadig ingen Jusjtjenko. - Vi har bevist, at vi kan ændre tingene. Det var så chokerende, at se hvordan valget forløb, men vi er et stærkt folk, og ved at stå sammen lykkedes det at få omvalg og retfærdighed. Helen pakker sirligt poser med småkager op, men går i stå, da der pludselig sker noget på scenen i det lille fjernsyn. Publikum jubler Viktor Jusjtjenkos navn, og så står han der, med kone og smådøtre, og en hær af jakkesætklædte mænd bag sig. - Han var sådan en smuk mand. Helen sukker. Te fra underkoppen Kameraerne viser en tydeligt rørt Jusjtjenko, hvis arrede ansigt er alt andet end smukt. Sergiy, familiens langlemmede søn, slubrer sin te i sig, fra underkoppen, og må rykke sig lidt til side da Jurij rejser sig fra sin stol, og med hånden presset mod hjertet istemmer nationalsangen, sammen med resten af folket på pladsen. Jurijs øjne er en smule blanke, og han kan hvert ord i teksten. Jusjtjenko må også tørrer enkelt tårer væk, og træder så et skridt frem og i karakter, som den statsleder han håber at blive til valget 26. december: "Spasiba", tak, hans ord gjalder ud til verdenspressen og familiens øjne hænger ved hans læber. Han takker dem og resten af det ukrainske folk for opbakning, og støtte, for vedholdenhed. Han fortæller dem, at de nu er en del af verdenshistorien og skal huske at tage billeder på pladsen, så de kan fortælle deres børn, at de var der, da det skete. Jurij har igen sat sig ved bordet, og mens han opmærksomt følger Jusjtjenkos tale, begynder han at fortælle. Han var valgtilforordnet i det sydlige Ukraine og fortæller om det snyd, han så under anden valgrunde. Den valgrunde, den ukrainske højesteret har besluttet skal gå om. Jurij er vred over valget. Han har hørt om valgtilforordnede fra Jusjtjenkos fløj, der blev tævet og vist forkerte steder hen. Der går også rygter om, at Janukovitj skulle have været fysisk voldelig over for sine sekretærer. Han tøver lidt og med Helens hjælp fortæller han en historie fra sin arbejdsplads. Han er direktør i et lille computerfirma. Det er et godt job, for computerbranchen blomstrer i Ukraine. Der er masser af ordrer, og Jurij klager ikke. Men da Janukovitj for to år siden blev ministerpræsident, ændrede praksis sig for de forretningsdrivende i Kiev. Der skulle pludseligt føres 30 procent af indtægterne uden om regnskabet og tilbage til de firmaer, der købte varer, for derefter at gå til Janukovitj' egne virksomheder. Tiltro til Justjenko Helen og Jurij småskændes kærligt og ægteskabeligt et kort øjeblik, og Helen fastslår: - Vi har stor tiltro til Jusjtjenko. Han har aldrig fusket med penge, og det gør ham nærmest til en helgen i ukrainsk politik. Tv-kameraerne viser igen Jusjtjenkos ansigt, og Helen smiler nærmest som refleks. Dørtelefonen summer, og hun rejser sig hurtigt. Et par af husets midlertidige beboere kommer hjem, efter at have set Jusjtjenkos tale live på uafhængighedspladsen. Helen peger mod dem og konstaterer: - Vores helte fra syd. Hun er tydeligt stolt over de mennesker, der er rejst igennem hele landet for at demonstrere imod valgsvindel og mangel på demokrati. Og mens de tager deres jakker af, finder hun hjemmesko frem til hver af de nyankomne. De har alle sammen fået tildelt en madras i et af de to rum, som i løbet af de sidste par uger har forvandlet sig til sovesale, én for mænd og én for kvinder. Selvom det blomstrede tapet har kendt bedre tider, og fugten flere steder har ødelagt væggen på badeværelset, gør Helen og Jurij, hvad de kan, for at demonstranterne skal føle sig hjemme. Der er altid te, varm mad og en madras til en mere i den lille lejlighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...