Danmark

Vi er suveræne europamestre i feriesnak

Ny undersøgelse viser, at danskerne er den EU-nationalitet, der oftest snakker fremmedsprog på ferier.

Vi er suveræne europamestre i feriesnak

Danskerne er det folkefærd i EU, som oftest bruger engelsk, tysk og andre fremmedsprog, når vi er på ferie i udlandet.

Det viser en større rundspørge fra EU-Kommissionen og Eurobarometer. Hele 84 procent af de adspurgte danskere fortæller, at de jævnligt bruger fremmedsprog, når de er på ferie.

Nummer to på listen er Sverige, hvor 77 procent af de adspurgte svarer, at de jævnligt bruger fremmedsprog på ferien. Det land, hvor færrest bruger fremmedsprog på ferierne, er Letland. Her er tallet blot 15 procent.

Ud over at bruge sprogkundskaberne, når de rejser rundt, så bruger danskerne dem også i høj grad, når de ser film, og når de surfer rundt på Internettet, viser undersøgelsen.

Næsten halvdelen af danskerne bruger et andet sprog end modersmålet i løbet af en dag.

Danmark er ifølge den nye opgørelse i det hele taget et af de lande, hvor befolkningen har bedst føling med fremmedsprog.

Danmark ligger i toppen, når det kommer til spørgsmålet, om man føler sig i stand til at tale, læse aviser og se fjernsyn på engelsk og tysk.

Fordi de fleste danskere allerede fra barnsben lærer engelsk og tysk, og for manges vedkommende også får lov til at prøve kræfter med et tredje sprog, er Danmark også et af de lande, hvor befolkningen er mindst tilbøjelig til at gå i gang med at lære nye sprog.

Hvis man alligevel kaster sig ud i at erhverve sig nye sprogkundskaber, så skyldes det, at man gerne vil kunne bruge det i arbejdsøjemed.

Vi er faktisk det land i EU, hvor den begrundelse er mest udtalt, og også det land i EU, hvor ønsket om at bruge sprog i forbindelse med studier i udlandet er mest fremherskende.

/ritzau/