Aalborg

- Vi er uenige, men han er unik

AALBORG: - Vi er stort set så hamrende uenige omkring keglebillard, som vi kan være, for det har han kaldt for "en død sild", mens jeg mener, det er flagskibet inden for dansk billard. - Han er trebande carambole-spillets mand, og så er han en helt unik lederskikkelse i sportens verden. Jeg kender ikke hans lige. Sådan lyder det fra formanden for Jydsk Billard Union, Harry Dahl, Kolding, om formanden for Aalborg Billard Klub, Erik Soelberg, som netop har rundet de 60 år, og samtidig kan markere 45 års formands-jubilæum i sin klub. - Erik har jeg kendt siden starten af 80'erne, og det er helt enestående, hvad han gennem årene har præsteret, både for sin klub, men også på unionsplan. Han og afdøde Niels Otkjær formåede at lave nogle internationale stævner i Aalborg i verdensklasse, og klubben i Aalborg er jo både stor og stærk, og det er i høj grad Erik Soelbergs fortjeneste. Den jyske unionsformand roser også Erik Soelberg for at tage ansvar på unionsplan, dels som tidligere næstformand i Den Danske Billard Union, dels som nuværende eliteudvalgsformand og som coach for elitespillerne, når de er udenlands for at repræsentere Danmark. - Han nyder bred respekt inden for vores sport. Der bliver lyttet til ham, for han kender rumlen inden for billardsporten både i ind- og udland, så det er en meget markant lederskikkelse, I der har i Aalborg. - Han fortjener al den ros, der nu bliver ham til del, lyder det fra Harry Dahl. mingo