Badminton

- Vi får et superhold

Triton satser på oprykning til Badmintonligaen

Tritons sportschef Lars Klitten kunne glæde sig over en sejr i Solrød. Foto: Henrik Bo

Tritons sportschef Lars Klitten kunne glæde sig over en sejr i Solrød. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Efter nogle års dødvande er nordjysk badminton for alvor klar til at udfordre landets førende klubber. Forleden sikrede Vendsyssel sig oprykning til Ligaen, der består af landets otte bedste klubber, og nu er det lykkedes for 1. divisionsklubben Triton Aalborg at sammensætte en trup, der giver begrundede forhåbninger om avancement i næste sæson. - Vi får et superhold, der har store chancer for at opfylde vores ambition om oprykning, lyder det fra holdleder og sponsorchef Lars Klitten, efter at de sidste brikker er faldet på plads. Som de seneste forstærkninger har Triton på herresiden sikret sig Anders Malthe Nielsen, der i den forløbne sæson spillede andensingle for Horsens i Ligaen, og Jacob Jørvad fra AB Århus, der i enkelte matcher optrådte for Team Århus i Elitedivisionen. - Vi er stolte over, at vi kan tiltrække gode spillere i kraft af gode gammeldags dyder. Økonomisk er vi bestemt ikke i stand til at tilbyde alverden, men vi råder over en stor trænerkapacitet i Kenneth Larsen og et træningsmiljø, som virker fristende for unge ambitiøse spillere. Vi kan fornemme, at man udefra har bidt mærke i den fremgang, som især Jan Ø. Jørgensen, Kristian Nielsen og Nanna Brosolat har præsteret i de seneste par sæsoner, siger Lars Klitten. Grønt lys for kineser I forvejen var århusianeren Leon Åbenhus på plads som ny Triton-spiller, og klubben har aftalt med de udenbys nyerhvervelser, at de mindst én gang om ugen kommer til træning i Aalborg som supplement til den daglige træning i elitecentret i Århus, hvor Morten Frost netop har forlænget sit engagement som træner til også at omfatte næste sæson. Triton råder nu over ni mandlige spillere, som skal dyste om seks pladser på 1. divisionsholdet, og hos kvinderne vil der være fem bejlere til fire pladser med en forventet tilgang af kineseren Wu Yijun. - Hun rejser på onsdag hjem efter to ugers prøvetræning, men har allerede vist så højt et niveau, at vi tilbyder hende en aftale for næste sæson.