Hospitaler

Vi får meget for pengene på sygehuse

Når man kommer op i årene, sker det somme tider, at man får brug for den hjælp, man kan få på et sygehus.

Jeg har for nylig været indlagt i Hjørring, og når jeg tænker tilbage, er der især tre ting, som tankerne kredser om. Da jeg havde været der et par dage, slog det mig, at jeg faktisk lå og var rævestolt over, at vi har sådan et hus med alle tilhørende maskiner plus det væsentligste et velkvalificeret personale. Jeg synes, vi får meget for pengene, og jeg er ret sikker på, at vi er mange, der har den mening. Der var også en anden ting, som jeg kom til at tænke på: Ekspertisen, snedigt udtænkte maskiner, faglig dygtighed, ja, alt det er naturligvis uundværligt, men tænk engang, hvis vi ikke havde smilene, de små spøgefuldheder, latteren ude fra gangen. Hvis ikke det hele ligesom var dækket af den kappe af smil og humør, så ville sygehustilværelsen være en helt anden, og mon ikke også vi ville få sværere ved at komme over vore svagheder. Endelig kan jeg fortælle, at jeg har en lille hobby, som let kan dyrkes på et sygehus. Jeg kigger på ansigter - jo ældre. jo bedre. Jeg mener, at et ældre menneskes ansigt er meget interessant. Ja, jeg kan ikke lade være med at blive lidt højtidelig: i et ældre menneskes ansigt kan man læse et billede af livet. Det kan være så stærkt, at man næsten bliver svimmel. Søs holdt bestemt på, at hendes far skulle have enestue (episode fra "Krøniken") Jeg synes, det var det samme som at snyde ham for noget. Naturligvis forstyrrer vi somme tider hinanden på en flersengsstue, men det er bagateller i forhold til det , vi får. Og der er gode chancer for at se ansigter! Til slut en lille anke, som ikke skal tages for mere, end den er. Når man en aften ligger og ikke kan falde i søvn, så er man parat til at give hovedpuden skylden. Jeg forsøgte med navngivning. Jeg kaldte den ene side Bertel og den anden Brian, men det hjalp overhovedet ikke. Dog - til sidst falder man hen, og alt er godt.