EMNER

- Vi får superhal i Aabybro...

I henhold til formand for skytteforeningen i Aabybro Ove Kringelborhns indlæg i Nordjyske vil jeg hermed gerne knytte et par kommentarer til hans læserbrev.

Jeg vil først meget gerne anerkende, at man fra skytteforeningens side naturligvis vil prøve at fastholde de aktiviteter der foregår i Aabybrohallen i dag. Vi kæmper jo alle for det der ligger vore hjerter nærmest! Derfor har vi i udvalget også set nødvendigheden af, at opprioritere Aabybrohallen. Det tror jeg ikke ret mange kan være uenige i, er en nødvendighed! Jeg vil gerne slå fast, at dette vil være et kæmpe løft for Aabybrohallen og dermed for hele Aabybro by. Vi har fået et udmærket oplæg fra DGI, der er kommet med forslag til, hvordan hallen kan ombygges og eventuelle nye aktiviteter kan flytte derned. Vi har fra starten naturligvis også haft vore egne ideer og tanker - hvilket jeg også mener er enhver politikers ansvar! Jeg synes netop, at ideen med at flytte SFO'en og fritidsklubben ned i Aabybrohallen er fremragende. En model som denne må være hvad enhver børnefamilie kan ønske sig. Man kan sende sine børn i skole - videre til SFO eller fritidsklub og derefter evt. til en sportsaktivitet. Det må da være kvalitet for både børn og forældre! Det vil desuden, alt andet lige, give øget aktivitet i Aabybrohallen. Jeg vil til enhver tid være fortaler for at give vore børn og unge de bedste og mest optimale forhold til at kunne være aktive i deres fritid. Det være sig inden for mange forskellige genrer, men også her specielt i en nyrenoveret Aabybrohal. De unge mennesker har netop i den undersøgelse vi har fået udarbejdet påpeget, at de mangler et sted at samles i Aabybro. Det skal vi da, gerne så hurtigt som muligt, tage hånd om, og det mener jeg vi gør med den plan, der forhåbentlig bliver vedtaget omkring hallen. Og ja, det vil beklageligvis "gå ud over" skytteforeningen, som har haft gode klubfaciliteter i Aabybrohallen i mange år. Jeg håber naturligvis, at man vil bruge de gode rammer som skytterne har i Jetsmark Hallen. Jeg anerkender, at det muligvis ikke kan være de samme rammer, som man har i dag, men må også indse at hvis de gode ideer og tanker, vi har omkring hallen skal realiseres, er det en nødvendighed at skytteforeningen flytter. Jeg vil dog også gerne slå fast og love, at både vi politikere og vores forvaltning til enhver tid vil stå til rådighed med råd og vejledning til skytteforeningen og også gerne vil undersøge muligheden for økonomisk støtte til de udgifter, der eventuelt kan komme ved en flytning af foreningen. Så jeg tror, at hvis vi får denne plan vedtaget i kommunalbestyrelsen vil Aabybro have en superhal med masser af brugere og masser af liv i mange år fremover.