Vi foretrækker rådgivning fra a-kassen
Kun otte procent vil hellere bruge det kommunale jobcenter

Et klart flertal af danskerne foretrækker at få jobhjælp fra a-kassen - som her hos 3F i Aalborg, hvor a-kasseleder Dan Oxholm står parat.Arkivfoto: Daniel Bygballe Fotograf: Daniel Bygballe
AALBORG:En ny analyse, som Norstat har lavet for den tværfaglige a-kasse Ase, viser et meget klart billede af, hvem danskerne foretrækker at få hjælp fra i tilfælde af ledighed. 54 procent foretrækker a-kassen, mens blot otte procent foretrækker det kommunale jobcenter. Blandt danskere, der er medlem af en a-kasse, er forskellen endnu mere udtalt.
Fra politisk side har der ellers i forlængelse af anbefalinger fra det såkaldte Carsten Koch-udvalg været bred opbakning til at lægge en større del af ledighedsområdet hos kommunerne.
- Det kunne jo næsten se ud til, at politikerne er de eneste, der reelt synes, det er en god idé at give de kommunale jobcentre et øget ansvar overfor ledige. Man går imod et meget velfunderet folkeligt ønske her, lyder det fra Ases direktør, Karsten Mølgaard Jensen.
Klart signal til politikerne
Ase, som har 145.000 medlemmer og er Danmarks femtestørste a-kasse, mener dermed, at undersøgelsen sender et klart signal til de politikere, der nu skal til at behandle resultaterne fra det såkaldte Koch-udvalg.
- Argumentet omkring kommunernes øgede ansvar har lydt, at de, der betaler festen, skal bestemme musikken. Men det er altså skatteyderne og ikke kommunerne, der betaler festen, og ifølge vores befolkningsmåling foretrækker næsten syv gange så mange borgere at få hjælp fra a-kassen frem for kommunen.
- Det er borgerne, der betaler for festen, og når man betænker, at undersøgelser tilmed har vist, at a-kasserne spiller en større positiv rolle for jobsøgningen end kommunen, er det noget, man politisk bør tage meget alvorligt, siger Karsten Mølgaard Jensen.
863 repræsentativt udvalgte danskere har svaret på spørgsmålene. Ud af disse er 500 medlemmer af en a-kasse. Svarene er indsamlet af Norstat for Ase fra 17.-24. februar. Det fremgår af tallene, at en stor del af svarene i kategorien ”ved ikke” står uden for a-kasse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.