Turisme

- Vi går principielt efter en turistchef fra egne rækker

JAMMERBUGT:Hvem skal være turistchef i Jammerbugt Kommune? Det spørgsmål kommer måske nærmere en afklaring i dag, når sammenlægningssekretariatets ledelse og borgmester Mogens Gade (V) mødes for at se på situationen og mulighederne. Sekretariatet er blevet bemyndiget til at iværksætte besættelsen af stillingerne på turisme- og erhvervsområdet, og processen med at samle et fælles erhvervsråd for de fire nuværende kommuner skal nu sættes i gang, gør Mogens Gade opmærksom på. - Det er vigtigt, fordi erhvervsrådet skal med på råd i det videre arbejde. - Det ligger fast, at alle de nuværende ansatte inden for turisme og erhverv får arbejde inden for samme område, og vi vil lige som på alle andre områder principielt gå ud fra, at vi kan finde den nødvendige kapacitet inden for den nuværende bemanding. - Det gælder også lederstillinger. Kun hvis det viser sig, at det ikke kan lade sig gøre, må vi gå over til at slå stillingerne op.