Vi gifter os da ikke for pjat

De fleste mennesker ønsker et langt og kærligt samliv med deres partner, men alligevel bliver rigtigt mange skilt igen. Det bekymrer biskoppen i Ribe, som mener, at det moderne menneske stiller så store krav til kærligheden, at den segner af over

10 minutter. Så hurtigt gik det, da Elisabeth Dons Christensens mand og faren til hendes fire børn pludselig døde en novemberdag for snart 10 år siden. Det var en blodprop i lungen, der på den måde satte punktum for 30 års samliv. Elisabeth Dons Christensen var 51, og hendes verden sank i grus. I dag er hun biskop i Ribe, og hun er gift igen, selv om hun aldrig havde troet, det ville være muligt. Ud af sorgen er vokset en bevidsthed om, hvad kærlighed gør for mennesker, hvis man tør forpligte sig og blive sammen - også når det hele er dødvande. - Efter min mands død kunne jeg se, at de sidste 15 år havde været de fineste, de rigeste, for da var vi kommet ud over alle børnesygdommene. Det betyder meget, at man overvinder de perioder, hvor ungerne tager så mange kræfter, og hvor man også er ung og tror, man kan det hele. Elisabeth Dons Christensen er bekymret over, at så mange par i dag giver op over for kærligheden. 40 procent af alle ægteskaber opløses, og i gennemsnit holder folk kun hinanden ud i cirka 12 år, før de drager videre til nye forhold eller fortsætter alene. Men sådan havde de sandsynligvis slet ikke tænkt sig det, da de stod i kirken eller på rådhuset første gang. Derfor har biskoppen skrevet bogen "Det sårbare samliv" om, hvordan man kan beskytte sin kærlighed mod at blive ødelagt - blandt andet med hjælp fra den kristne tro. - Jeg blev spurgt af en journalist, hvorfor jeg absolut vil have, folk skal blive sammen. Men det er altså det, jeg tror, folk vil, når de bliver gift. Det er det, vi alle sammen gerne vil. Skrive vores historie sammen, når vi har fundet én, vi er glade for. Vi gifter os da ikke for pjat. Det har jeg aldrig troet som præst. Og jeg tror ikke, man skal give op. Kiv og spektakel Selvfølgelig er der ægteskaber, der ikke duer. Så er det godt, man kan blive skilt. - Folk skal ikke blive sammen under alle omstændigheder. På ingen måde. Men NÅR man holder ud i et normalt ægteskab, så tror jeg, det er godt for alle parter. Hun har mødt masser af mennesker, der er blevet skilt. Hos mange sidder det dybt i dem stadigvæk. - Der er vrede og forsmåethed uanset hvad, og hvis man har børn sammen, bliver man ALDRIG færdig med den ægtefælle alligevel. Det bliver til evig kiv og spektakel. Selv har hun været godt gift. Men ikke mere, end at der også har været perioder, hvor hun var parat til at sælge sine børns far for et bundt persille. En gang tog de en uge i sommerhus sammen uden børn. - Jeg anede ikke, hvad vi skulle snakke om. Men vi HAVDE jo meget at tale om, vi trængte bare til tid til at være nær ved hinanden igen. Da han pludselig forsvandt, opdagede hun, hvor meget han havde, og hvor meget han fyldte. - Man ved det egentlig ikke, før de er døde. Det er ubegribeligt, og dér er vi mennesker altså meget mærkeligt indrettet, for vi skønner som regel ikke på det, vi har. Den lære har jeg taget med. Havde jeg vidst, at det skulle være SÅ hårdt, så havde jeg virkelig elsket lidt mere - eller været sødere eller mere taknemmelig eller gladere. Husket at leve i glæden, mens den var der. Som præst har hun selv siden siddet over for mange par og spurgt dem, for det har hun altså, om, hvordan de har det med, at det er indtil døden jer skiller. - Man kan jo se på deres øjne, at det er det, de gerne vil. - For mig er der ingen moralsk fordømmelse forbundet med at blive skilt. Slet ikke. Det, jeg håber, er bare, at jeg kan være med til at støtte livsfællesskabet og gøre mennesker opmærksomme på, at der ER noget, vi skal tænke på undervejs. Blomster skal vandes, kærligheden og erotikken skal plejes. De dér dage Digteren P.H. talte også om kærligheden, men for ham var den en vild blomst, der trivedes bedst i "storm og slud" og bestemt ikke havde noget med ægteskab at gøre. Det er Elisabeth Dons Christensen meget uenig i. - For mig er kærlighed både den erotiske sammenknytning og livsfællesskabet, og det er faktisk også noget, Bibelen har med. Det hele menneske. Vi er BÅDE sjæl og legeme, og det er begge dele, der skal elskes. Mange kvinder - i hvert tilfælde i min generation - kunne ikke elske uden at have sjælen med i det. Og hvis man adskiller sjæl og legeme og kun tænker på det seksuelle, så er det bare teknik. Sådan tror jeg ikke på, at hverken kvinder eller mænd har det godt. Det bliver et liv uden kontinuitet og sammenhæng og alt det, som også gør, at et menneskeliv bliver stort og rigt. Hun var selv en romantisk sjæl som ung og altid forelsket. Men hendes mand sagde meget hurtigt til hende, at "det her, det skal jo også holde på de mørke dage". Når de kom, de mørke dage, spekulerede hun af og til på, hvad meningen var med det hele. Nogle gange gik hun i kirke med sin tvivl. Lyttede til præsten. Forstod, at der er så mange måder at leve på. At hun som kristent menneske ikke er en af himlens engle eller bestemt til at leve i paradis på jord, men et splittet menneske, der vil det gode, men gør det onde. - Det onde er ikke uden for os, men kæmper i os. Det er en kampplads, og den erfaring er vigtig at have med i et ægteskab og i livet, fordi man også må anfægtes over sig selv og ikke bare over den anden, som sommetider virkelig er en idiot. Vi er ikke GODE som mennesker, men vi er gode NOK til Guds kærlighed og tilgivelse og derfor også til hinanden. Troen på den kristne Gud er gang på gang med til at give mig ståsted og kampkraft til at holde ud, når det hele ikke er, som jeg vil have det. Styrke og støtte Kirken giver ikke så mange forklaringer, som man får hos en parterapeut, på, hvorfor det går galt. Men der er en visdom i Bibelen, som, på trods af uudgrundeligheden eller i kraft af den, kan hjælpe én i den rigtige retning, når man har tabt sporet, mener Elisabeth Dons Christensen. - Vi kan som mennesker ikke gennemskue alt, vi må bare gøre op med os selv, at det er hér, livet er, for det er hér, Gud har sat os. Det er hér, kampen skal stå, og så nytter det ikke at rende for meget af pladsen, medmindre man er NØDT til det. Kirken holder os fast på, at vi ikke får livet uden at give os selv, og at der desuden er en kærlighed, der er større end os, som kan omfavne os og være med til at give os det overskud, så vi gider omfavne gedebukken - eller hvad han nu er. Jeg har gået meget i kirke - nogle gange for at sige tak, andre gange fordi jeg var grædefærdig, og jeg har altid fået noget med hjem, så jeg kunne sige: "Ja, ja, så tager vi lige en tur mere". Og det er det værd. Behovet for at føle sig elsket fuldstændig betingelsesløst har det moderne menneske, som ikke tror på Gud, læsset over på partneren. Den eneste ene er ikke ham i himlen, men den anden i sengen, og det stiller så store krav til samlivet, at kærligheden dør af overbelastning, mener biskoppen. At søge fuldkommenheden og den totale tryghed i et andet menneske er som kristen tanke et projekt, der er dømt til at mislykkes. Så tror vi, at vi ikke elsker mere og løber skrigende væk. Men kærligheden vokser af kriser. Det samme gør vi. - Når man ser, hvilke skæbnehistorier jeg har fået lov at have indblik i, forstår man, at mennesker egentlig tåler utroligt megen modgang. Men lutter medgang - mennesker, som man nærmest curler banen for - de tåler jo ikke så meget. Børn, der overbeskyttes, bliver heller ikke robuste nok. Dem må vi ikke være bange for at kræve noget af. Man må også gerne stille krav til hinanden. Forpligte hinanden. - Vil vi kærligheden - den varige, der også bærer med os, når alt er i kaos - så er vi nødt til at gå ind i forpligtelsen. Så kan det ikke nytte noget, det der halvhjertede, hvor vi på én eller anden måde holder en bagdør åben for at redde os selv. Det har jeg også lært af kristendommen, at den, der vil redde sig selv, mister livet. En dejlig gave Men kan biskoppen i Ribe ikke bare mene, hvad hun vil, uden at vi andre behøver vide det? Hvorfor skal kirken blande sig i samlivet? - Jeg tror, at vi i kirken har opdaget, at der er brug for, at vi kommer med et bud ind i livet og den moderne tilværelse. At mennesker faktisk efterspørger, hvad vi mener. Det er helt tydeligt. Hvad siger kirken? Og da vi nu er en folkekirke med mange stemmer, så siger den selvfølgelig mange ting. Men vi er alligevel fælles om et fundament, og det er, at vi har fået livet som en gave, at det er vores store glæde og forpligtelse at give det videre, og at ægteskabet er en god ramme for mennesker. OG at et menneskeliv er så værdifuldt, at det aldrig må forkastes. Elisabeth Dons Christensen betegner sig selv som en glad grundtvigianer, der går ind for en frisindet og rummelig folkekirke. - Det er også derfor, jeg har tænkt, at den del af kirkelivet, jeg repræsenterer, skulle have en stemme. Jeg vil gerne være med til at fortælle, hvad kristendom er, og hvad et menneskeliv er set ud fra den position, jeg repræsenterer. Det er ingen moralsk historie. - Men jeg er jo en luthersk teolog, og det betyder, at jeg ikke helt kan afskrive dette med, at vi som kristne er sat i forpligtende samvær med hinanden. Vi får livet ved at være i den forpligtende ramme og ikke bare ved at sætte os udenfor og kigge på os selv. Ikke fordi jeg mener, man ikke må holde af sig selv og være glad for livet, men det er ikke nok. Det er en indskrænkning af ens tilværelse, og man DØR af at kigge ind i sin egen navle. Luther siger, at vi bliver "indkrogede" i os selv. - Hvis vi kun passer på os selv, så tror jeg, vi dør. Men ved at forglemme os selv og tænke på andre, bliver livet anderledes og større. - For mig er Gud et helle. Et ståsted. Fred. Det, jeg ikke kan klare, kan jeg lægge derhen. I øvrigt har han nu holdt mig meget fast på, at jeg skulle klare mig en god del. Jeg ved godt, jeg ikke kan styre det hele. Men det, jeg KAN styre, det skal jeg. Det er jeg forpligtet til. Et moderne uforpligtende liv passer ikke med kristendommen. - Elisabeth Dons Christensen: "Det sårbare samliv. En bog om voksen kærlighed". 192 sider. 199 kroner. (Rosinante)