Vi giver dem ikke en chance

Man tror næsten, at det er løgn, når man sidder med en søndagsudgave af Jyllands-Posten i december og kan læse, at Bendt Bendtsen vil til at indføre noget, der ligner den store Bastian i integrationspolitikken.

Såkaldte tilpasningsvanskelige flygtninge skal straffes økonomisk, hvis deres børn pjækker eller familien tager på længere udlandsrejser. Man kan nemt få det indtryk, at alle vores flygtningefamilier i tide og utide tager på spændende eksotiske udlandsrejser. Det er jo ikke tilfældet. Nu skal flygtningene kort og godt lære at høre efter og gøre, hvad der bliver sagt ellers så vanker der. Nu er det slut med sødsuppen. Slapheden og den misforståede godhed, som vi render rundt med på grund af vores kristne værdisæt, fastslår Bent Bendtsen. Bendt Bendtsen har fundet ud af, hvor skoen trykker. Nitten års erfaring som politibetjent gør, at han konkret har set, hvor markante problemerne er på grund af denne slaphed. Allerede i 1918 kunne Emma Gad konstatere, at når det drejede sig om at lære de unge kunsten at begå sig i livet, så hjælper det ikke at foreholde og straffe, og moralisere og formane. Hun skriver klogeligt, at forældrene bør leve således, at de kan være et eksempel for deres børn. Det tror jeg er rigtigt tænkt. Problemet i relation til mange flygtningefamilier er bare, at vi ikke har givet dem en reel chance for at blive integreret i det danske samfund. Efter måske at have siddet på ubestemt tid i et asylcenter er de blevet langtidsparkeret på en kontanthjælp, hvor vejen til det regulære arbejdsmarked er brolagt med forhindringer og dårlige undskyldninger for ikke at ansætte en person med anden etnisk baggrund. Det er svært at vise børnene den rigtige vej, når man som forældre ikke selv kan få lov til at være en del af det danske samfund og dermed borger på lige fod med alle andre. Det er særdeles vanskeligt at få øje på sødsuppen og de kristne værdier i integrationspolitikken. Vi pakker heller ikke flygtningene ind i vat, som Bendt Bendtsen antyder. Problemet er, at vi ikke lukker dem ind. Vi isolerer dem og ser ikke integrationen som et fælles socialt og samfundsmæssigt ansvar. Integrationen overlader vi trygt til socialforvaltningerne. Skal man følge Bendt Bendtsens logik, så kan man godt forledes til at tro, at tunge sociale problemer, er noget, man løser ved at indføre konsekvenspædagogik og straf. "Nu skal vi bare lave nogle bindende kontrakter til forældre med problembørn om, at de møder op til kurser i opdragelse, værdier og normer. Dukker de ikke op til kurset, skal det have økonomiske konsekvenser." Tror Bendt Bendtsen virkelighed selv på, at både lærere og sagsbehandlere render rundt med en misforstået godhed og undlader at stille krav til flygtninge familierne, eller at man ved at indgå en kontrakt med forældrene til de pjækkende og urolige børn med anden etnisk baggrund, får rolige børn med sunde interesser, der med punktlighed passer deres skole? Et af de centrale problemer er netop, at mange af de flygtningefamilier, der står uden for arbejdsmarkedet, ikke kan honorere de krav, der stilles til dem. Det er ikke slapheden, der er årsagen til, at visse flygtninge familier ikke klarer sig i det danske samfund. Det er snarere en himmelråbende politisk fantasiforladthed, der gør sig gældende. Ser vi bort fra de tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark efter afslutningen på Anden Verdenskrig, har der siden 1956, hvor Dansk Flygtningehjælp blev oprettet, og vi modtog de ungarnske flygtninge, har substansen i dansk flygtningepolitik i grove træk været den samme. I stedet for at bruge energi på en meningsløs tørklædedebat, en evindelig diskussion om antallet af flygtninge, konstante forsøg på at mistænkeliggøre de flygtninge, der har fået asyl for udelukkende at være her for at hæve sociale ydelser m.v., så kunne politikerne gribe i egen barm og stille sig selv det spørgsmål; Hvorfor virker integrationspolitikken ikke? Tavlen skal viskes ren, og der skal startes på en frisk. Det kunne jo godt tænkes, at vi ikke har fundet ud af, hvordan man skal håndtere folk med en anden etnisk baggrund, som ofte har nogle traumatiske oplevelser med sig i bagagen. Det kan også godt være, at integrationsproblemerne skal findes i det danske samfund og den lukkethed og intolerance, som flygtningene møder mange steder. Vi er så dygtige til at fokusere på symptombærerne. Det vil sige de mennesker, der ikke er, som folk er flest. Her hjælper Bendt Bendtsens store Bastian ikke. Gennem sit arbejde som politibetjent har Bendt Bendtsen set markante sociale problemer, problemer med kriminalitet m.v. Det kan ingen tage fra ham, men årsagen til tingenes tilstand, analyserer han åbenlyst ikke. Tina Ussing Bømler er 41 år. Hun er lektor på Aalborg Universitet. Har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider. Siden 1997 har hun siddet i kommunalbestyrelsen i Løkken-Vrå kommune, sprang i 2003 fra fælleslisten til det Radikale Venstre. Tina Ussing Bømler skriver klummen som privatperson.