Lokalpolitik

- Vi gjorde hvad vi skulle

Borgmester mener, at kommunen handlede korrekt i sag om påstået omsorgssvigt

Det er mit inderlige håb, at Mariagerfjord Kommune har handlet korrekt, og jeg har heller ikke grund til at tro andet. Arkivfoto: Torben Hansen

Det er mit inderlige håb, at Mariagerfjord Kommune har handlet korrekt, og jeg har heller ikke grund til at tro andet. Arkivfoto: Torben Hansen

Mariagerfjord Kommune var ikke ude på at fedte ansvaret for at gribe ind i en konkret sag om at anbringe fire børn uden for hjemmet af på politiet. Det forsikrer borgmester Hans Christian Maarup (S). Sagen mod de to forældre til de fire børn i Hobro var onsdag og torsdag for retten. Efter at NORDJYSKE på forsiden fredag kunne fortælle, at retten i Aalborg indkalder topchefen og to andre ledende medarbejdere i kommunens familieafdeling til at afgive vidneforklaring i den konkrete sag, har borgmesteren talt med den berørte topchef. - Kommunen var på det pågældende tidspunkt (2. november 2010, red.) ikke nået til den konklusion, at der var grundlag for at gribe ind. - Derfor fulgte man praksis om, at det skal politianmeldes, når der foreligger en underretning, forsikrer Maarup. Men på det tidspunkt burde kommunen selv have reageret, hvis den troede på alvoren af de oplysninger, man lå inde med. For eksempel lå der underretninger fra en lærer og en sundhedsplejerske om den yngste dreng, der fortalte, at han blev slået derhjemme - pointerede advokat Bjarne Overmark, som er forsvarer for den tiltalte far. - Hvis en kommune har mistanke om omsorgssvigt over for børn, skal den omgående gribe ind. Kommunen har en handlepligt, og den pligt kan ikke deponeres hos politiet af hensyn til politiets efterforskning, siger Bjarne Overmark.