Musik

- Vi glæder os til Farsø

Verdensduo'en skal spille en række mindre koncerter i Danmark

FARSØ:- Det bliver helt rart ikke at skulle sidde i en flyver i lang tid og have muligheden for at komme hjem til familien efter koncerten. Der er ingen manerer, som signalerer verdensstjerne, da NORDJYSKE møder den ene halvdel af verdensduo'en Safri Duo, Uffe Savery. Uffe Savery og Morten Friis har haft tordnende succes med deres tre cd'er, og de har turneret verden tynd. Og nu kommer bandet - som de fleste lokale læsere ved - til Farsø, hvor de giver koncert lørdag 9. oktober. - Det bliver faktisk helt godt at se andre steder end de store byer over hele verden, siger Uffe Savery. - Jeg holder meget af de mere intime koncerter, hvor man fornemmer stemningen helt oppe fra bagerste stolerække, men musikken er den samme, uanset om der er 1500 eller 40.000 tilskuere, siger Uffe Savery. Safri Duo har blandt andet turneret meget i Syd-amerika, hvor de har høstet stor popularitet, men det er også blevet til store koncerter i blandt andet Asien. - Men vi begyndte faktisk med club-scenen med et publikum på de 25 år som udgangspunkt. - Heldigvis er musik jo fuldstændig uforudsigeligt, og det betyder, at alle de, som kan lide vores musik, ikke kun er de unge, siger Uffe Savery. Han fortæller, at duo'en har mange børn blandt sine fans, men der er også ældre blandt publikum, når det går løs med slagtøjet. - De bedste oplevelse fik vi, da vi skulle spille for sclerose-ramte i Cirkusbygningen i København. - Der stod kørestole foran scenen, og vi vidste ikke lige, hvordan vi skulle gribe det hele an, men efter to minutter var stemningen på kogepunktet, fortæller Uffe Savery. Safri Duo kommer til Farsø med et band på fire personer - deriblandt den populære sanger Clark Anderson - og det giver en efter sigende fantastisk lyd. - Man kan altid høre, når der musikere og ikke maskiner bag, og jeg mener, at nærvær og troværdighed er vigtige, for at musikken skal fungere, siger Uffe Savery. Lyden er også meget vigtig for Uffe Savery. - Altså, det der med gule propper i ørerne duer ikke. Så kan man lige så godt ligge under en dyne og høre musikken. - Men vi har en god lyd, og vi skruer ikke så højt op, at det gør ondt, siger Uffe Savery. I øvrigt går salget så godt, at der nu er færre end 100 billetter tilbage til koncerten.