Lokalpolitik

Vi gør politik levende og spændende

Rainer Dannemare Byrådsmedlem (K), gruppeformand Bispensgade 16 Aalborg: VALG: Nordjyllands Radio har leget med tal og ansigter i sine seneste nyhedsudsendelser. Konklusionen blev, at "hvis vælgerne stemmer som ved sidste valg, og vælgerne i Nibe, Hals og Sejlflod også kunne have afgivet deres stemmer, ville Inge Ibsen Fomcenco, Kristendemokraterne, Henrik Nielsen, SF og undertegnede (K) ikke være blevet valgt til Aalborg Byråd. Konservative ville således kun have været repræsenteret i Aalborg Byråd med to mandater, og Kristendemokraterne ville ikke have opnået valg. Ved sidste valg var Inge Ibsen Fomcenco, Henrik Nielsen og undertegnede nærmest ukendte i offentligheden og blandt vælgerne. Realiteterne er heldigvis nogle helt andre i dag, hvor vi alle tre har været medlemmer af Aalborg byråd i snart 3 år. Når hertil lægges, at vi alle tre hører til den tredjedel af byrådet, der oftest har indlæg i Nordjyske Stiftstidende, oftest markerer mærkesager og oftest er citeret og interviewet i medierne, når måske lige bortses fra Nordjyllands Radio, er det vanskeligt at få øje på de ædle motiver i Nordjyllands Radios ansigtsleg. Med fare for at blive beskyldt for at prale, må det være min formodning, at vi blandt både vælgere og byrådskolleger opfattes som nogen, der bidrager til at gøre politik i Aalborg Kommune både levende og spændende. Vi har vore meningers mod, også når vejrudsigten står på kuling. Det er selvfølgelig mit ønske, i modsætning til Nordjyllands Radios, at vi alle tre får et godt valg, og gerne så godt for konservative, at vi efter næste valg kan mønstre en gruppe på fire eller fem medlemmer. Til Nordjyllands Radio er der at sige, at intet er afgjort før valget næste år i november. Denne kendsgerning er den socialdemokratiske gruppeformand Rasmus Prehn også meget opmærksom på, når han til Nordjyske Stiftstidende udtaler, at intet er sikkert, og at Socialdemokratiet risikerer at miste magten ved næste valg, ligesom han tilføjer, at de nuværende socialdemokratiske byrådsmedlemmer langt fra kan være sikre på at opnå genvalg.