EMNER

Vi graver og graver - det koster SELVFORSKYLDT: Huller og dårlige veje skyldes ofte lednings- og byggearbejder

AALBORG:Aalborgenserne er måske selv skyld i en del af de huller og bump, som findes rundt om i byen. Vi graver nemlig mere, end man nogensinde har gjort før - både i forbindelse med ledningsarbejder og nybyggeri eller renovering af vores huse. - Vi lever jo i et samfund i rivende udvikling, siger afdelingsleder Henrik Jess Jensen fra teknisk forvaltning. - Og derfor bliver der også gravet og renoveret utroligt mange steder i byen. Så jeg forstår godt, hvis udenforstående af og til oplever det hele som et stort vejarbejde, tilføjer han. Beskadiger belægningen Gravearbejdet, som blandt andet skal give plads til nye lyslederkabler, telefon-, el- og fjernvarmeledninger, beskadiger ofte belægningen. For veje og fliser tåler ikke altid belastningen fra de store lastbiler og maskiner, som mange anvender. - Vi slipper ikke et arbejde af syne, før vi er sikre på, at alt er forsvarligt reetableret, siger Henrik Jess Jensen. - Men selvom vi har to mand ansat til at syne arbejderne, har de i øjeblikket så travlt, at de dårligt kan følge med, forklarer han. Teknisk forvaltning har i indeværende år givet tilladelse til 2617 gravearbejder. Og ifølge Henrik Jess Jensen er der mindst 100 mere på vej inden årets udgang. - Vi har efterhånden et godt samspil med mange af de lokale grundejerforeninger og samråd. Men selvom de er gode til at gøre os opmærksomme på eventuelle problemer, er det ikke altid, vi kan rykke ud her og nu, forklarer han. Henrik Jess Jensen understreger, at kommunen i øjeblikket er godt med, når det drejer sig om huller i asfalt og belægning. Men selvom man i princippet reparerer de hårdest ramte strækninger først, kan grundejerne godt komme til at vente et stykke tid. - Det hænger blandt andet sammen med de ekstraordinært mange gravearbejder. For vi har jo i mange år haft det princip, at alt helst skal klares, når man alligevel er i jorden, forklarer han. Efterslæb på fortove For år tilbage mente flere politikere, at der ikke var nok midler til asfalt og belægninger. Men det er der - trods den hektiske graveaktivitet - ved at være styr på. Vejene repareres og udbedres ifølge Henrik Jess Jensen i et stabilt tempo, men han indrømmer også gerne, at det ikke ser helt så pænt ud, når talen falder på byens fortove. - Der har vi nok et lille efterslæb. Der er i hvert fald flere fortovs-belægninger, som ikke har det alt for godt, siger han. - Vi forsøger selvfølgelig at gøre, hvad vi kan. Niveauforskellen må jo helst ikke blive større end 3 centimeter, for så skal vi betale erstatning, hvis folk falder, forklarer han.