Retspleje

Vi har alle et moralsk ansvar

GUANTANAMO:Efter to år bag tremmer på en amerikansk militærbase på Cuba kan en dansk statsborger angiveligt om føje tid rejse hjem til Danmark som en fri mand. Den danske regering kunne nemlig torsdag 19.2. langt om længe meddele, at USA har besluttet at frigive den tilbageholdte dansker på grund af bevisets stilling. Kritikken af regeringen og ikke mindst USA har da også i de forløbne to år været hård, men udenrigsminister Per Stig Møller erklærede alligevel efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at sagen nu er afsluttet. For den 30 år gamle dansker er den imidlertid slet ikke slut, eftersom regeringen og justitsminister Lene Espersen fornuftigvis har lovet USA, at den frigivne fange fortsat vil blive overvåget af Politiets Efterretningstjeneste. Før kritikerne i den anledning får skruet sig selv og medierne op til flere hysteriske udfald, bedes læserne af disse spalter venligst forestille sig, at man på et tidspunkt pågriber en mand i et supermarked. Manden påberåber sig straks den pure uskyld, idet han hårdnakket påstår, at han kun var i butikken som kunde. Samtidig viser han sine tomme lommer som bevis på, at han ikke har begået noget ulovligt endsige da i det hele taget noget som helst forkert. Der er desværre bare lige den lille hage ved historien, at den fremmede mand, som de ansatte ikke kender, blev pågrebet længe efter butikkens lukketid. Sammenhold dernæst denne lille opbyggelige historie med situationen i verden efter 11. september 2001. Der gik nemlig næsten en måned fra den forfærdelige terror imod World Trade Center og Pentagon, hvor op imod 3000 uskyldige mennesker koldblodigt blev myrdet, før USA efter gentagne henstillinger til regimet i Afghanistan om at udlevere Osama bin Laden til retsforfølgelse angreb Talebanerne. Enhver udlænding, ikke mindst fra Vesten, der i denne ekstremt tilspidsede situation fortsat opholdt sig i landet, måtte altså med nogen rimelighed kunne formodes enten at arbejde for en nødhjælpsorganisation eller at sympatisere med og måske ligefrem at ville forsvare et despotisk regime, som ikke var villige til at udlevere en erklæret terrorist. At den frigivne dansker nu risikerer at blive hængende i det, der af Amnesty International er blevet kaldt et juridisk vakuum, hvor han fortsat er under mistanke, mens der ikke er nogen reel afklaring af, om han er frikendt, har han altså ulykkeligvis først og fremmest sig selv at takke for. Regeringen har nemlig alt andet lige udført et fornemt arbejde i form af det stille diplomati, som ellers så let løber af sporet, når medierne først har fået færten af en god historie. USA er ikke desto mindre blevet beskyldt for at underminere det internationale retssamfund, men som jeg også ved tidligere lejligheder har påpeget, eksisterer dette kun på papiret. I realiteternes verden har FN ikke meget magt til at håndhæve nogen som helst form for jurisdiktion, men USA har heldigvis fortsat viljen og evnen til at gøre en positiv forskel. Pointen i min opbyggelige historie er naturligvis, hvis den endelig skal skæres ud i pædagogisk bølgepap, at ethvert menneske ikke kun har juridiske rettigheder, men også et moralsk ansvar. Det sidste kan ikke bortforklares med en naiv henvisning til førstnævnte.