- Vi har da teater for de store elever

Andy Rye fra Dramateam reagerer på teaterleder Susanne Sangills udtalelser om nul teater efter 6. klasse

Teater 1. april 2003 08:00

HOBRO: Andy Rye fra teatergruppen Dramateam i Hobro er dybt forundret over at læse de udtalelser, som skuespiller Susanne Sangill fra Himmerlands Egnsteater kom med på amtets debatmøde i Hobro i sidste uge. Hun beklagede, at der ikke er skoleteaterforestillinger efter 6. klasse og efterlyste forslag til, hvordan man får de unges øjne op for teater. - Det er som om Susanne Sangill fuldstændig har glemt, at vi har teaterprojektet Mosaik i Hobro for netop den aldersgruppe, de unge mellem 13 og 17 år. Hun har endda selv været med til at godkende oplægget og sælge 500 billetter til forestillingen, siger Andy Rye. Mosaik er en forestilling, der involverer 15 unge fra Hobro. Siden oktober sidste år har de øvet hver onsdag i lokaler på Hobro Bibliotek. De har selv skrevet manuskriptet til stykket, der handler om problemer med bl. a. parforhold og racisme. De unge spiller musikken, de danser, synger, og de står for lys og lyd. - Det jeg er harm over er, at vi tilfældigvis bliver glemt. Det kan godt være, vi er lidt usynlige, fordi vi ikke har ret mange penge at reklamere for, men vores plakat hænger da overalt i byen, og vi er også med i det materiale om kulturkommuneåret, der er blevet husstandsomdelt, påpeger Andy Rye.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...