- Vi har det så godt, som vi kan ha’ det

Helga Spanggård, Albine Hansen og Dan Sinkbæk er glade for at komme i daghjemmet. - Der er sådan et godt sammenhold, siger Albine Hansen. FOTO: LARS PAULI

Helga Spanggård, Albine Hansen og Dan Sinkbæk er glade for at komme i daghjemmet. - Der er sådan et godt sammenhold, siger Albine Hansen. FOTO: LARS PAULI

HOBRO:Dagen begynder med en hyggesnak om spisebordet, en kop kaffe med frisk frugt til og en fællessang, da avisen besøger det nye daghjem på Plejehjemmet Solgaven i Hobro. Alle dem, der ytrer sig, siger, at de er rigtig glade for at komme i dagcentret. Ingrid Søndergaard slår fast, at alt er som det skal være over hele linjen. - Vi har det så godt, som vi kan have det. Jeg er lidt af en grinebider, og hvis jeg ikke kom her, ville jeg ikke have det nær så sjovt! siger Ingrid Søndergaard. Hun har været ramt af en blodprop i benet og kommer i daghjemmet for at træne på motionscyklerne, og hun betror, at personalet er ”hårde ved mig”, men at hun ikke har noget imod det. Daghjemmet husker og markerer brugernes fødselsdage. Ofte sker det ved, at hovedpersonen sammen med personale laver en lækker middag. - Da jeg havde fødselsdag, lavede jeg kyllingesteg. Nogen hjalp mig med at skrælle kartofler, fortæller Kamma Mouritsen. Dagligdagen kan gå med kortspil, at lytte til musik, få læst højt eller gå en lille tur i Solgavens have. Der er også aktiviteter ud af huset. - Vi låner en bil, og giver et beløb for at være med, der er overkommeligt. Så snakker vi om, hvor vi skal tage hen, fortæller Dan Sinkbæk. Han er glad for, at hjemmet ligger lige i nærheden til Hobro Østerskov. Bøgeskoven er fantastisk, og der er store muligheder for at få frisk luft og store oplevelser dér, fremhæver han.