Vi har forladt et gammel princip

Herværende avis fortjener ros, fordi den nu (endelig) løfter en debat om den nye kommunale struktur. Denne debat burde have været gået forud for vedtagelsen og gennemførelsen af den vel nok største ændring i den måde vi indretter vores samfund på.

Debatten kom aldrig trods indenrigsministerens stort anlagte konference i Vingstedcenteret. Efter dette blev ethvert forsøg på at diskutere indholdet i reformen fejet af fra VK og O, der med snævert flertal vedtog reformen; men også store organisationer havde et ønske om at undgå debat herunder DI og KL, der i ekstrem grad brugte deres positioner til at afskære debat. Næste gang ros fortjener de mange ansatte i kommuner, regioner og staten, der trods tidsnød, uafklarethed og flytterod alligevel har formået at sikre drift af den offentlige sektor. Når debatten burde have fundet sted før vedtagelse og gennemførelse, så skyldes det, at reformen er den mest gennemgribende i mange generationer. Jeg skal her nøjes med at fremhæve nogle af de helt store ændringer, der lå i den nye struktur: Strukturen flytter en lang række opgaver fra decentrale led til centrale, altså en voldsom centralisering af vores samfund. Det er ikke min opgørelse; men udsagn fra bl.a. prof. Jørgen Grønnegaard Christensen. Nogle få eksempler: Skatteområdet, miljø, planlægning og specialiseret viden og rådgivning af og for mennesker med handicap. Vi forlader et gammelt hævdvundet princip om, at opgaverne skal løses så tæt ved borgerne som muligt. Dette princip har de store kommunale partier Venstre og Socialdemokraterne ellers stået last og brast om gennem generationer; men Venstre forlod altså dette synspunkt. Hvorfor nu det? Jo, en væsentlig hensigt med de nye struktur har været at give bedre grundlag for markedsgørelse af de offentlige opgaver. Det forudsætter at der etableres store enheder med mange ensartede og vel afgrænsede opgaver, der kan udbydes til private aktører. En sådan beskrivelsesopgave forudsætter et veludbygget og stærkt administrationsapparat og det forudsatte nogle større kommuner. Denne tendens slår naturligvis først igennem ved at borgernes repræsentanter de folkevalgte presses ud af beslutningsprocesserne fordi det nu handler om professionalisering og de folkevalgte jo netop er lægmænd, der skal medvirke med deres sunde dømmekraft på vegne af borgerne. Det betyder mindre plads til lokalt strikkede løsninger, nu skal der standardiseres. Kombinationen med indførelse af garantier og minimumsstandarder reducerer yderligere mulighederne for beslutningsrum. Denne klemme har været mest udpræget når det gælder de regionale opgaver og frustrationerne blandt borgerne har da også været til, at føle på ved beslutningerne om sundhed og sygehusstruktur Himmerland. Borgerne har (havde) en forventning om, at det kunne man da blot lade blive som hidtil, regionsrådet vidste at de nye spilleregler ikke levnede plads hertil, heller ikke når det gjaldt økonomi. Forudsætningerne var kreeret centralt; men konflikten blev lokal! Når det gælder regionernes muligheder for at løse sine opgaver, er det blevet betydeligt mere kompliceret, fordi der ikke er en kendt beslutnings struktur, og der kræves involvering af mange forskellige aktører, der ikke altid har samme mål at forfølge. Det kan man se på området for regional udvikling, hvor vidensinstitutioner, erhvervsliv, kommuner og region skal nå frem til fælles prioriteringer. Der er en risiko for, at det bliver laveste fællesnævner, og det er ikke det klogeste i et land, hvor afstanden mellem vinder- og taber-egne bliver større og større. Lad mig blot minde om den nye overskrift for dette tema: ¿Den rådne banan¿, som er udkantsområdernes betegnelse i pressen. Faktum er at vi kan se frem til, at befolkningen vandrer fra Syd-, Vest- og Nordjylland, og Hovedstaden og Århus/Trekantsområdet vil vokse. På trods af disse vilkår synes jeg, der er gjort et flot arbejde for at lave fremadrettede Regionale Udviklingsplaner; men de vil stille krav om forpligtigende involvering fra staten og her er engagementet til at overse. Når det gælder social- og undervisningsområderne, er mange opgaver flyttet til kommunerne, også når det gælder områder, der kræver stor eller meget stor grad af specialisering for at give handicappede eller folk med særlige forudsætninger det, de har behov for i en forløb, der ellers er vanskelige nok. Vi har haft diskussion om autisternes besværligheder med at få tilgodeset deres behov. Problemet er måske ikke så meget kommunernes appetit på opgaverne som det betalingsregler, der er indført i forhold til indsatsen. Nu skal den enkelte kommune betale 100 pct. det, en plads eller et forløb koster for et menneske med handicap. En sådan pris kan meget vel udgøre en årlig udgift på 1 og somme tider 2 mio. kr. I en presset økonomi bliver tilskyndelsen til at finde billigere løsninger åbenbar. Det system, vi med strukturreformen forlod, indebar, at kommunerne alene skulle betale en grundtakst på ca. 400.000 kr/år, og herefter skulle amtet med sit større befolkningsunderlag sikre økonomien til det nødvendige, altså en slags solidarisk princip, som vi kender bl.a fra forsikringsbranchen. Min bekymring går på, at vi rammer nogle af de dårligst stillede ved økonomitænkning og af-specialisering, fordi det kan sikre, at alle pladser kan være fyldt op i de nu kommunalt drevne institutioner. Lægger man så her oveni, at det stort anlagte videns- og rådgivningssystem (VISO) fra statens side endnu ikke er kommet i gang og tilgangen til at søge råd og dåd her er gjort så snæver, at det bliver svært at få en fagligt baseret dialog om opgaveløsningernes bæredygtighed til gavn for den handicappede, så er der grund til eftertanke. Denne eftertanke kunne måske gå på at de offentligt organiserede og drevne løsninger skal gøres så dårlige at vejen kan blive banet for private aktører. Det er en tendens vi allerede har set med egentlig ganske dyre; men fagligt utilstrækkelige tilbud til mennesker med psykiatriske lidelser. Jeg vil gerne sætte en streg under, at jeg og for den sags skyld vi socialdemokrater ikke er modstandere af reformer; men vi har som grundindstilling, at man nøje skal vurdere konsekvenserne af det, man gennemfører, og at vi ønsker forbedringer af velfærdssamfundet og ikke afvikling heraf. Ud fra disse grundholdninger ønsker vi at deltage aktivt i vurderingerne af strukturreformen og konstruktivt foreslå ændringer, hvis vi kan se, at velfærden rammes.