- Vi har hele tiden leveret varen

Blækspruttens direktør opretholder krav mod kommunen

Hans Christensen
Vibeke Haaning, direktør i Blæksprutten: - Retssagen kører i sit eget regi. Nu skal vi have ro til at passe de ældre. Arkivfoto: Bente Poder
Dyr 1. september 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: Vibeke Haaning, direktør i hjemmeservicefirmaet Blæksprutten, sætter i dag sin underskrift på en ny aftale om personlig pleje til ældre borgere i Frederikshavn Kommune. Kommunen opsagde før sommerferien aftalen med det private hjemmeservicefirma, som i juli og august har været ude i kulden. Vibeke Haaning mener, at kommunen har kvajet sig og vil fortsat retsforfølge kommunen for aftalebrud. - Den sag kører videre, men vi er selvfølgelig klar til et positivt samarbejde om den nye kontrakt. Nu er det vigtigt, at medarbejderne får fred og ro til at passe de ældre, siger Vibeke Haaning. Hun opfatter ikke aftalens ord om stikprøvekontrol og skærpet tilsyn som en trussel, tværtimod. - De skal være meget velkomne. Det er kommunens pligt at føre tilsyn og vi leverer varen. Det har vi gjort hele tiden, siger Vibeke Haaning. Vi leverer hjemmehjælp til 2000 borgere i 14 kommuner, borgere, som har valgt os, fordi de er tilfredse med varen. 27 af de 29 borgere, vi havde i Frederikshavn, før kommune opsagde aftalen, fortsatte med at bruge os. Det har indtil videre kostet mig cirka 300.000 i lønkroner, siger Vibeke Haaning. Hun har ingen kommentarer til tilbagebetalingen af de 60.000 kroner. - Det bliver bare påstand mod påstand, men kommunen kunne jo starte med at give os adgang til den on-line opkobling, som de offentlige leverandører har adgang til, så vi ville få lige vilkår, siger Vibeke Haaning. Tilsynsrådet afviste før sommerferien at gå ind i sagen om Blæksprutten vs. Frederikshavn Kommune og direktøren i Blæksprutten har derfor sendt klagen videre til Indenrigsministeriet. - Indenrigsministeriet må sikre, at fritvalgsordningen overholdes i alle kommuner, siger Vibeke Haaning. Hvor stort et beløb, Blæksprutten stævner kommunen for, vil hun ikke sætte tal på. - Men det bliver ikke mindre, end det, det har kostet os. Vi har brugt umådelig meget tid og mange kræfter på denne sag de seneste måneder, siger Vibeke Haaning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...