- Vi har hele tiden været enige om at ville blive sammen

85-årige Theodor Jensen er flyttet med sin kone på plejehjem

Ældreforhold 10. februar 2005 05:00

KÆRBY: Da Inga Jensen for et par år siden begyndte at blive dement, var det en selvfølge for hendes mand Theodor, at det var ham, der skulle tage sig af hende. Han har heller ikke på noget tidspunkt overvejet andre muligheder end at flytte sammen med hende på plejehjem, nu hvor det er blevet nødvendigt. - Vi har hele tiden været enige om at ville blive sammen. Hun skulle ikke på plejehjem alene, og vi ville heller ikke have hver sit værelse, siger Theodor Jensen stilfærdigt. I første omgang fik ægteparret dog tilbud om to separate lejligheder. Der var to forskellige plejehjem at vælge imellem, men ingen af stederne kunne de få lov til at bo sammen. - Så sagde vi nej. Det var vores børn, som så blev ved med kigge efter noget andet og hjalp os med at finde det her sted, fortæller Theodor Jensen. 1. januar flyttede han og Inga ind i en af plejehjemmet Birkebos to ægtefællelejligheder. Plejehjemmet er helt nybygget, og her har parret fået en lejlighed på 50 kvadratmeter med stue, soveværelse og badeværelse. - Det er ualmindeligt gode lejligheder, mener Theodor Jensen. Parret har plads til både sofagruppe og spisebord i stuen og deres egen dobbeltseng i soveværelset. På væggene hænger malerier, som Thedor Jensen selv har malet med stort talent. Men selvfølgelig er der ikke plads til alle de ting, som parret havde i deres lejlighed i Golfparken. - Jeg savner nu ikke den gamle lejlighed. Det er ene flinke folk, der er her, siger Theodor Jensen. Han kan da godt se, at det giver mere arbejde for ham selv at blive ved med at bo sammen med sin kone, end hvis han havde fået et værelse for sig selv og helt og holdent ladet personalet om at passe ægtefællen. - Men det arbejde tager jeg på mig, siger han. Han er vant til, at han skal holde et vågent øje med sin kone, der godt kan finde på at gå sine egne udflugter. - Jeg skal være ved hende hele tiden. Men pigerne er kolossalt flinke til at hjælpe med at kigge efter hende, roser Theodor Jensen og konkluderer: - Det er også en aflastning for mig, at vi er flyttet på plejehjem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...