EMNER

- Vi har ingen fordele som aktionær

Det var en sammenlægning af virksomheder tilbage i 1999 i forbindelse med omdannelsen af Aalborg Havn til et aktieselskab, der gjorde blandt andre A. Enggaard til aktionær i Aalborg Havn.

Men det giver ikke entreprenørvirksomheden særlige oplysninger om for eksempel forestående handler hos Aalborg Havn. Tværtimod får A. Enggaard A/S ingen fordele ved at eje disse aktier, understreger direktør Asger Enggaard. - Vi hører kun fra Aalborg Havn A/S, når der indkaldes til generalforsamling, oplyser Asger Enggaard. Desuden deltager entreprenørvirksomheden ikke i generalforsamlingerne hos Aalborg Havn. Aktionær i 1999 A. Enggaard A/S blev aktionær i Aalborg Havn i 1999 som følge af sammenlægningen af Nordjysk Transport Center A/S (NTC) og Aalborg Havn, fordi A. Enggaard havde aktier i NTC, som var et datterselskab under Aalborg Havn. Ved årtusindeskiftet besluttede Aalborg Byråd nemlig, at Aalborg Havn skulle omdannes til et aktieselskab, og samtidig blev Aalborg Havn lagt sammen med datterselskabet, NTC. Det betød, at A. Enggaard A/S sammen med de andre cirka 14 aktionærer i NTC fik vekslet sine aktier i NTC til aktier i Aalborg Havn i stedet. Derfor har A. Enggaard A/S i dag 0,2 procent af aktierne i Aalborg Havn, hvor hovedaktionæren som bekendt er Aalborg Kommune og dens borgere med 98,98 procent. Men næsten 10 år efter oprettelsen af Aalborg Havn som et aktieselskab er A. Enggaard stadig aktionær. - Et salg af vores aktier har aldrig været drøftet, siger Asger Enggaard. - Vores andel af aktierne er meget lille, og det må formodes, at Aalborg Havn er eneste køber, og den har ikke henvendt sig. Men hvis Aalborg Havn ringede i morgen og ville købe vores aktier, så ville vi sælge dem, forklarer Asger Enggaard.