Lokalpolitik

- Vi har jo underholdningsværdi

Forslag om kommunalbestyrelsesmøder ude omkring i kommunen nedstemt

LØKKEN-VRÅ:Politikere fra fælleslisterne var med til at nedstemme deres eget forslag, da kommunalbestyrelsen på sit sidste møde, skulle beslutte, om nogle af møderne fremover skal flyttes ud til folket i stedet for altid at blive holdt på kommunekontoret i Vrå. Peter Have og Kim Bach (begge fællesliste) syntes dog stadig at det var en storartet idé. - I en tid, hvor man snakker meget om lokaldemokrati, synes jeg det kunne være en løftestang at flytte kommunalbestyrelsen ud til borgerne en eller to gange om året. Skolerne kunne være et glimrende sted at holde møder, sagde Peter Have. - Og vi har jo en vis underholdningsværdi, påpegede han muntert. Formålet med at flytte nogle møder ud i kommunen, skulle være at gøre det nemmere for borgerne uden for Vrå at dukke op som tilhørere til møderne. - For nogle må det være svært at komme til Vrå med de busforbindelser vi har, påpegede Kim Bach. Galimatias - Det lyder så godt at man næsten skulle tro at det var valgår. Men det er fuldkommen galimatias. Kommunalbestyrelsen hører til her på kommunekontoret, fastslog Frode Larsen (borgerliste). Han så dog gerne at tilhørerne blev budt på en kop kaffe eller bare et glas vand. Og hvis mødesalen også blev pyntet lidt op, ville borgerne måske også have mere lyst til at komme til kommunalbestyrelsesmøderne. Under alle omstændigheder mener flertallet, at det ville være usmart at kaste sig ud i den slags eksperimenter, når man står i den situation, at regeringen har varslet kommunesammenlægninger. - Men netop på grund af denne situation ville det måske være rart, hvis vi i en ny kommune kunne bidrage med erfaringer, mente Kim Bach. Forslaget blev ikke desto mindre stemt ned. Kun Kim Bach og Peter Have stemte for forslaget, resten stemte i mod, pånær borgmester Knud Rødbro, der undlod at stemme.