- Vi har lært af sagen

AALBORG: - Vi har lært af sagen. Den er ikke håndteret, som den burde, og set i bakspejlet forstår jeg godt kritikken fra Dennis Thomsen, AK Jyden og vægtløftningsforbundet, fastslår den politisk ansvarlige for dopingkontrollen i Danmark, Gert Nielsen. - Fra dopinglaboratoriet i Oslo fik vi at vide, at der i den første prøve var fundet et ulovligt stof i urinen, og sagen kørte herefter rutinemæssigt, som var der tale om en positiv test, således at Dennis Thomsen og forbundet fik besked skriftligt. - Men der var jo den væsentlige forskel, at stoffet i dette tilfælde - HCG - enten kunne være indtaget af løfteren selv eller stamme fra en sygdom. Kun én - udøveren selv - kan vide sandheden, og eftersom Dennis Thomsen vidste, at han ikke havde taget noget ulovligt, forstår jeg godt den usikkerhed og nervøsitet, der opstod ved udsigten til pludselig at lide af en sygdom, siger Gert Nielsen, der er næstformand i Danmarks Idræts-Forbund og medlem af Anti Doping Danmarks bestyrelse.. - Ikke mindst i en sådan situation har udøveren krav på ordentlig information, og derfor vil en læge i et lignende tilfælde overbringe beskeden. Den skal ikke komme i et brev eller fra en tilfældig person. abel

Forsiden