Lokalpolitik

Vi har langt igen, venner

På dansktoppen i halvfjerdserne sang man i flere uger sangen Venner - vi har langt igen.

Jens Dige

Jens Dige

Det er lidt det samme, man som læser tænker efter lederen i NORDJYSKE 27.11. Her omtales regeringens mange fejlslag gennem det seneste halve år som ”gaver” til oppositionen – en opposition, der kunne ønske sig, der var valg i morgen. Uanset om et valg ville medføre et magtskifte, er det ikke det, der skal til. Nej, nu skal samfundet se de reelle følger af det eksperiment, de har været en del af gennem fem år. Problemerne i forbindelse med de kommunale budgetter forleden er jo kun starten - det bliver langt værre de kommende år. F.eks. er det ikke i Jammerbugt Kommune lykkedes borgmesteren at forklare indbyggerne, hvor pengene, der er kommet fra regeringen, er blevet af. Lad dog vælgerne se og mærke de kommende år, hvad det er for et samfund, politikerne vil os – lad vælgerne se den stigende ulighed, som efter sigende er så retfærdig og påstået naturlig. Så vil der være et endnu bedre beslutningsgrundlag, når valget kommer. Uanset at vælgernes hukommelse ofte er kort, vil det måske også være godt at se størrelsen og sammensætningen af den samlede dom til Peter Brixtofte til sin tid. Det var jo hans billede af et samfund, der skulle kopieres. Og lad os så håbe, det til den tid varer mere end en snes år, inden samfundet igen lander i en sådan udviklingsmæssig blindgyde som den, der er blevet os til del med skattestop og fravalget af milliarder til statskassen gennem en seriøs skattekontrol og ligning. Befolkningen vil da gerne betale skat, når den omsættes til velfærd. Sådan har det altid været. Regeringen har ikke evnet et udspil om en virkelig velfærdsreform – en reform, der godt kunne omfatte også ”bløde værdier”. I stedet har man brugt kommunalreformen - et ubeskriveligt hastværk – til at skære ned overalt. Venner, vi har langt igen.