- Vi har måske brug for lidt modgang

Mike Grey vil ikke lægge for meget i de danske træningssejre

Håndbold 9. februar 2003 07:00

Danmark Ukraine 3-2 Ishockey, 4 nationers turnering ODENSE: Med hiv og sving undgik Danmark det blot syvende nederlag i halvandet år, da Ukraine først måtte se en 2-1 føring sat over styr 66 sekunder før slutfløjtet og siden tilmed tabte på Sudden Victory. På et mål sat ind af Lars Mølgaard på et drøn af en førstegangsafslutning. - I virkeligheden har vi måske brug for lidt modgang, kom det eftertænksomt fra Mike Grey efter den danske sejr. - Forstå mig ret, vi spiller selvfølgelig for at vinde hver eneste gang, men jeg tænker lidt på, hvordan det gik med det danske håndboldlandshold. De vandt også hele tiden i træningskampene og alligevel gik det galt til VM. Slideren fra Frederikshavn Ishockey Klub vil dog ikke - som håndboldherrerne - ligefrem love dansk VM-guld og grønne skove. - Men vi har en helt utrolig selvtillid i øjeblikket. Vi vil også gå ind og forsøge at slå USA i den første VM-kamp, men jeg ville hellere have haft det held, vi har haft i træningsturneringerne, når vi kom til Finland, erkendte FIK'eren. Skyldte sejrsmålet Ved siden af sad klubkammeraten Lars Mølgaard, der med sin kvikke afslutning midt for mål sikrede en dansk sejr tre minutter inde i overtiden. Han har oplevet en sæson på klubplan med masser af modgang, så han glædede sig mere over sit og Danmarks held. Scoringen blev fejret med et spring, som selv den cubanske verdensrekordindehaver i højdespring, Javier Sotomayor, ville have misundt ham. - Jeg skyldte nu også noget efter de mange chancer, jeg misbrugte fredag aften mod Polen, mente angriberen, der trods en skidt sæsonstart var at finde i den danske førstekæde sammen med Morten Green og Jens Nielsen. Meget tyder dog på, at Lars Mølgaard både på klubplan og landsholdet endelig er ved at finde takterne fra sidste sæson. Han kan blive en vigtig brik i kampen for at blive oppe i det fine selskab. Lørdag eftermiddag var der langt mellem de danske snapse i Odense Isstadion, hvor ukrainerne ind imellem satte turboen på og danskerne under pres. - De formår fuldstændigt at tage tempoet ud af kampen i anden periode, så det bliver på deres præmisser. Det giver dem i tre skift på stribe en fast break-chance, sukkede Frederik Åkesson. Når ukrainerne satte pres på de danske spillere, kneb det for flere af spillerne at følge med. Med nordjyske øjne var det glædeligt at se, at både FIK-trioen Christian Schioldan, Mike Grey og Lars Mølgaard, samt de tre fra AIK - Bo Nordby, Ronny Larsen og Frederik Åkesson - også kan være med, når tempoet fra Isligaen bliver overgået med et gear eller to. Kampfakta:Periodecifre: 0-0, 1-1, 1-1, 1-0. Mål: 27.12: 1-0 Henrik Børner ass. Ronny Larsen. 32.01: 1-1 Sergei Kharchenko ass. Vlacheslav Timchenko (4 mod 4). 49.29: 1-2 Ruslan Bezshchasny ass. Valentyn Oletsky. 58.54: 2-2 Jesper Duus ass. Jens Nielsen. 63.01: 3-2 Lars Mølgaard ass. Jens Nielsen. Game Misconduct: Igor Karpenko, Ukraine. Udvisninger: Danmark 7 x 2 minutter, Ukraine7 x 2 minutter + 3 x 10 minutter + 5+20 minutter. Hoveddommer: Krzysztof Rzerzycha, Polen. Tilskuere: 958 i Odense Isstadion.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...