Vi har mistet ytringsfrihed

Året er snart omme. Det er tid til at gøre status. Når vi engang kigger tilbage på 2006, er der ingen tvivl om, at det har været et specielt år. 2006 var nemlig året, hvor vi mistede en grundlovssikret rettighed.

”Enhver er berettiget til på tryk at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende foranstaltninger kan ingen sinde på ny indføres.” Sådan står der i Grundlovens § 84 om ytringsfrihed. Grundloven stammer fra juni 1849, og selvom vi har nydt godt af denne rettighed i over 150 år, tyder meget på, at det er slut. Ikke formelt, hvor Grundloven og paragraffen om ytringsfrihed endnu ikke er afskaffet og erstattet af den gode tone, men i praksis, hvor islamister har tvunget det muslimske billedforbud ned over den danske befolkning. Dette tab af hævdvundne demokratiske værdier markerede billedkunstneren Lars Andersen med en installation, som er et af årets kunstneriske højdepunkter. Mens Muhammed-krisen eskalerede i Mellemøsten med boykot af danske varer, flag- og ambassadeafbrændinger og dødstrusler mod danskere og nordmænd, skabte Lars Andersen en installation, der på subtil og værdig vis tog afsked med ytringsfriheden. Lars Andersen fik lavet en gravsten med den enkle og sigende inskription: ”Ytringsfrihed 1849-2006”. Gravstenen over ytringsfriheden blev rejst et sted i Danmark og overladt til sin skæbne. Da krisen var på sit højeste turde ingen danske medier omtale Lars Andersens værk. Men nu, hvor situationen er kommet under kontrol, og Arla igen stormer frem på det mellemøstlige marked, og det viser sig, at den store mejerikoncern ikke har tabt mere end forholdsvis beskedne 400 millioner kroner og danskerne en grundlovssikret rettighed, er Lars Andersens værk heldigvis kommet til ære og værdighed på forsiden af årets sidste nummer af tidsskriftet North Art Magazine og i årbogen Dansk Kunst. Lars Andersens installation taler naturligvis som ethvert væsentligt kunstværk for sig selv. Som et monument over en rettighed, vi har tabt, og som vi kommer til at savne. Men kunstneren skal alligevel have det sidste ord: ”Ytringsfrihed er i høj grad individuelt. Måske bliver andre menneskers ytringsfrihed ikke begrænset af Muhammed-sagen, men min ytringsfrihed bliver afgørende begrænset. Jeg postulerer ikke, at kunst er verdens vigtigste ting, men det bliver farligt, hvis vi begynder at begrænse vores tankesæt og retten til at sætte spørgsmålstegn ved ting. Så bliver vi fattigere....